Fortsæt til indhold

Kaptajn forlader skuden i utide

Mikkel Bech fortæller på Instagram, at han stopper hos Esbjerg Vikings, efter han ifølge egne ord har oplevet illoyalitet fra klubbens side

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

21-årige Mikkel Bech, der i denne sæson har været B-kører hos Esbjerg Vikings, melder på sin Instagram-profil, at han stopper hos klubben med øjeblikkelig virkning. Ifølge Mikkel Bechs ord på Instagram sker det efter uenighed fra hans side med klubbens brug af ham.
"Det er med blandede følelser, at jeg må meddele, at samarbejdet imellem Esbjerg Motorsport og jeg ophører for resten af 2016 sæsonen, fra dags dato. Jeg vil gerne sige stort tak til de fantastiske fans, som har været loyale og trofaste igennem de 4,5 år jeg har kørt i Esbjerg vesten. - Esbjerg har sat mig på hold kort i Fjelsted, men skiftede mig ud med en anden kører. Jeg blev lovet matchen i Holsted, men blev mandag aften fortalt at jeg ikke er på hold onsdag, ud fra det kan jeg konkludere at Esbjerg ikke vil gøre brug for mig og grundet illoyalitet fra klubbens side, stopper samarbejdet. Jeg ønsker Esbjerg held og lykke for resten af 2016 sæsonen," skriver Mikkel Bech på sin Instagram-profil.
Hos Esbjerg Vikings ærgrer man sig over at miste Mikkel Bech så sent i sæsonen, men direktør Erik Svendsen er samtidig også skuffet over den unge speedwaykørers valg.
"Det her er en professionel sport. Ib Pedersen sætter holdet, og hvis han gerne vil ændre det, så er det op til ham. Hvis man kommer med den her udmelding, så synes jeg, at man vælger at tænke på sig selv i stedet for at være en holdspiller," fortæller han til Lokalavisen Esbjerg.