Pokémon i kirken
Og fænomenet er heller ikke gået Avedøre Kirke forbi. Sognepræst Lars Gustav Lindhardt fortæller: - Vi startede jo vores ungdomsklub, Kælderen, op sidste år for unge i konfirmationsalderen og opefter. Og det var en kæmpe succes. Så derfor fortsætter vi i år. Denne gang lægger vi ud med en pokémonaften, hvor vi køber nogle lures (en genstand, der tiltrækker pokémons, red.) og går en tur. Så får vi både noget frisk luft, tid til at snakke lidt og forhåbentligt også fanget nogle sjældne pokémoner. Til spørgsmålet om, hvorfor det lige er pokémon, der skal fylde i kirken, svarer præsten: - Nu er vi selv nogle stykker i Avedøre Kirke, der spiller spillet - det er et sjovt spil. Og det er jo også rimeligt populært blandt de unge, så vi tænkte, at vi kunne slå to fluer med ét smæk og lave noget, som både de unge og vi andre ville hygge os med. Men hvad har pokémon med kristendom at gøre? - Absolut ingenting! Men det har basket og brætspil og alt det andet, som vi laver i Kælderen sådan set heller ikke. Det kristne består i, at vi samles og hygger os med hinanden. Ser hinanden an som medmennesker på trods af alle vores forskelligheder og bliver mindet om, at vi ikke lever for os selv, men for hinanden. Det er én af de centrale budskaber i kristendommen, og det kan man sagtens lære uden prædiken og salmer. Salmerne er gode - vi synger også én eller to som afslutning, men de behøver jo ikke at fylde det hele, griner den unge præst. Avedøre Kirkes ungdomsklub starter op onsdag den 6. september kl. 19.