Fortsæt til indhold

Ikke nødvendigt at løbe stærkt i ”Hvidovreløbet”

Tilmeldingen til årets motionsgadeløb er i fuld gang

Arkiv
Arkiv

De første tilmeldinger er begyndt at tikke ind, og jeg kan fornemme at folk er glade for at vi i år har rykket datoen en uge frem, for så kan man bruge vores løb som en slags opvarmning til Eremitageløbet der finder sted kort efter vores løb. Det er ingen betingelse at man løber stærkt, det er mere vigtigt at få rørt sig, og sørge for at man får lidt motion, samtidig med at man støtter det gode formål, nemlig Lionsclubbens bestræbelser for at bekæmpe det stadig stigende misbrug af narkotika og andre rusmidler, samt at støtte den lokale atletikklubs ungdomsarbejde.

Martin Optik er igen på banen med hovedpræmierne.

Pondus starter børneløbet

Gennem løbets hovedsponsor Danske Bank, er det igen i år lykkedes os, at få bankens maskot Pondus til at starte børneløbet, der som sædvanlig er på 2 km. Ligeledes vil han overrække præmierne til løbets vindere, og helt i Pondus’s ånd, er der løbspræmier der relaterer til den lille fyr, og medaljer til n r. 1-2-3, og i lighed med de voksne, er der nu også lodtrækning på løbsnumrene. Alle børn der deltager, og som kommer i mål, vil ligeledes få udleveret en medalje til minde om løbet, så der er virkelig noget at komme efter. Børneløbet starter kl. 10.00, og kl. 11.00 starter de voksnes løb, på enten 5 eller 10 km. Vi ved i skrivende stund ikke hvem der skal starte de voksnes løb, men håber på at Hvidovres OL deltager på maratondistancen, Abdi Hakin Ulad, kan afse tid i sit pressede program til at starte løbet, og måske selv løbe med på en af distancerne. “Martin Optik” i Bredalsparken, er igen i år sponsor for hovedpræmierne i de voksnes løb på hhv. 5 og 10 km. Med nogle flotte og dyre sportssolbriller af mærket Oakley til de fire klasser, 5 og 10 km. For damer og herrer. Udover præmierne til de hurtigste, er der masser af præmier, skænket af de handlende i Hvidovre, der heldigvis også støtter godt om arrangementet. Så der er altså ingen undskyldning for ikke at deltage, hvad enten man ar stavgænger, eller bare har lyst til at løbe eller gå ruten igennem og samtidig få lidt motion, og samtidig støtte det gode formål.

Chip-registrering

Igen i år vil der blive taget tid ved hjælp af en chip, der sidder på startnummeret, og det betyder, at man så snart man er kommet i mål, kan se sin nøjagtige tid for den distance man har valgt at løbe, og når man så kommer hjem kan man på sin egen computer udskrive sit diplom for løbet. Tilmelding: Prisen for at deltage i løbet, er som de foregående år 50,- kr. for børn, og 90,- kr. for voksne + et mindre gebyr pr. deltager til registrering. Man tilmelder sig ved at gå ind på enten Hvidovre Atletiks hjemmeside eller på Lions Clubbens hjemmeside, og så følge vejvisningen derfra. - Altså frem med løbeskoene, og få en hyggelig søndag formiddag sammen med andre løbeglade Hvidovreborgere, opfordrer Per Arild.