"Husk at støtte selv om du ikke kan løbe"
Arne Ohlsen fra Haderslev skriver dette indlæg til Lokalavisen
Arne Ohlsen, Heimdalsvej 30, 6100 Haderslev, skriver dette læserindlæg til Lokalavisen Haderslev:
"Stafettens Støttegruppe"
Jeg har, til Stafet for Livet i Haderslev, oprettet et deltagerhold der ikke deltager, Stafettens Støttegruppe.
Hvorfor nu det? Jo, når man nu har mistet et nært familiemedlem til kræften, er man ked af at man ikke kan deltage i Stafetten og dermed støtte Kræftens Bekæmpelse. Heldigvis siger jeg dette til Randi, Opstrammerens holdkaptajn, og så siger hun straks, jamen du kan da bare melde dig til alligevel. Ah..h sagde jeg, det kan man da ikke, er det ikke som at snyde lidt. Så var det Randi sagde, tværtimod, målet er ikke at deltage i selve stafetten, målet er at samle flest mulige midler ind til Kræftens Bekæmpelse, selve Stafetten er midlet til at aktivere en hel by i den gode sag.
Så var det jeg sagde til mig selv, at hvis jeg, der har været så ramt som pårørende, i den grad kan tage fejl af mål og midler, ja, så er der også andre der laver samme tanketorsk. Derfor denne i hast og sent oprettelse af holdet Stafettens Støttegruppe. Så kan alle der gerne vil støtte sagen, men ikke aktivt kan deltage i selve løbet, tilmelde sig Stafettens Støttegruppe.
Hvis man laver det tankeeksperiment at der er ca. 50.000 borgere i Haderslev der ikke deltager aktivt, og alle sikkert tænker positivt om Stafetten, ja, hvis bare 10.000 af disse tilmeldte sig, vil alene dette deltagergebyr blive én ekstra million til Stafetten. Det er antallet der tæller.
Til Stafettens Støttegruppe kan naturligvis både personer og virksomheder tilmelde sig.
Og, kære forældre, I kan også tilmelde jeres børn, og så benytte dette som læring, til på Stafettens hjemmeside, at vise dem, at de på denne måde personligt er med til at støtte en god sag.
Rent praktisk har arrangørerne så også den fordel, at de ikke i en måske overfyldt Dampark forsøger at skaffe plads til de mange der vil støtte, men ikke deltage i selve Stafetten.