Fortsæt til indhold

Ny tilskudsmodel skal belønne aktivitet

Arkiv
Tim Wullf, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune

Grænsehallernes formand Erik Auerbach påpeger i JV, at en ny tilskudsmodel på idrætsområdet vil skabe økonomiske problemer for Grænsehallerne.
I den forbindelse vil jeg gerne slå fakta fast.
Kultur- og Fritidsudvalget har gennemført en analyse af vores kommunale og de selvejende haller, fordi udnyttelsen af hallerne ikke er god nok. I dag dyrker færre foreningsholdsport, og flere dyrker sport mere individuelt og på skæve tidspunkter. I udvalget ønsker vi tidssvarende faciliteter i hele kommunen, så vi får mere idræt for pengene. Og vi står sammen om princippet med at belønne aktivitet. Alt andet vil være at svigte fritidslivet i små og store samfund.
På baggrund af analysen arbejder vi på at skabe en tilskudsmodel, der belønner de kommunale og selvejende haller, der gør noget aktivt for at undgå tomme idrætsfaciliteter. Analysen viser nemlig, at vi mangler incitamentet til at skabe mere aktivitet i hallerne.
I den model, vi har nu, får hallerne det, de altid har fået, uden at se på, hvor smart hallen bliver drevet, eller hvor mange timer den reelt bliver brugt af skoler og foreningsliv.
For at kunne levere mere aktivitet i hallerne investerer Kultur- og Fritidsudvalget massivt i at uddanne ledere, medarbejdere og foreningsbestyrelser, så de bliver klædt på til at skabe aktiviteter. Både medarbejdere og bestyrelse i Grænsehallerne har været involveret i processen hele vejen. De har bidraget konstruktivt til modellen og ytret deres bekymringer, og vi har lyttet. Bl.a. derfor arbejder vi nu på en lempelig indfasning af tilskudsmodellen.
At Grænsehallerne vil miste et stort tilskud efter den nye model, er altså en sandhed med modifikationer. Det vil kun ske, hvis Grænsehallerne ikke skaber flere og nye former for aktiviteter.