Stadion ventes klar om små tre uger
Det ser godt ud - men fodboldbanen mangler det sidste og der skal gummi på løbebanen
Forventningen er i øjeblikket, at anlægget står klar igen fredag den 16. september. Renoveringen af Hvidovre Stadion skal sikre bedre forhold for fodbold og atletik, som er to af de store sportsgrene i Hvidovre. Kommunalbestyrelsen sagde ja til renoveringen tidligere i år, og det meste af arbejdet er blevet udført i sommerferieperioden. Tidsplanen blev dog ændret en smule, da man undervejs fandt ud af at vandrenden skulle udskiftes. Det er sket nu, og nu mangler den sidste klargøring af græsset på opvisningsbanen. Der skal blandt andet gødes af nogle omgange, før der igen kan spilles fodbold på Hvidovre Stadion. - På løbebanen skal der lægges gummi, og det er et arbejde, der er vejrafhængigt, oplyser Frank Pedersen, formand på Hvidovre Stadion: - Hvis vejret holder, så kan vi holde planen og have banen klar til brug den 16. september. Hvidovre IF må indtil stadion er klar spille sine planlagte hjemmekampe på blandt andet Avedøre Stadion. Klubben oplyser på Facebook, at deres første hjemmekamp på det nyrenoverede stadion bliver mod B93, fredag den 30. september.