Colin Todd mærker stigende optimisme og tro i Esbjerg-truppen
Esbjerg fB har fået fire point i de seneste to kampe, og det giver tro på, at de dårlige tider ligger bag klubben
At dømme ud fra de sidste par kampe i Alka Superligaen er der noget positivt på vej i Esbjerg fB, der ellers ikke har haft meget at juble over det sidste års tid. Fyringer af Niels Frederiksen og Jonas Dal har præget overskrifterne det sidste år, ligesom klubben i sidste sæson sluttede næstsidst.
Nu er der dog mere at vippe på hatten over, for ind er kommet træner Colin Todd, der med sin store erfaring har fået sat lidt skik på holdet. Efter at have åbnet sæsonen med to gange 0-4 har de sidste par kampe givet fire point, og Colin Todd har indtrykket, at truppen er både sulten og med mere selvtillid nu. Blandt andet fordi den engelske træner allerede har benyttet 22 spillere i sæsonen.
"Når vi har brugt så mange spillere, handler det om, at jeg også skulle finde ud af, hvem der var de bedste 11 spillere og det bedste hold. Spillerne har jo også set på det og tænkt: "Vi har en chance". Og den følelse og forståelse - at manageren giver spillerne en chance, hvis de er gode nok - og det er vigtigt for en spiller," siger Colin Todd til tipsbladet.dk.
"Jeg har flere gange lavet ændringer på holdet, og det vil jeg altid gøre, til jeg finder den rette kemi på holdet. For spillerne er det en chance for at komme til at spille, og jeg siger til dem, at det er vigtigt, at de er klar til at gribe chancen, for spillere på bænken er også vigtige. Jeg forventer, at de kommer ind i kampen og har indflydelse på kampen. Det så vi mod Odense, hvor jeg tog Robin (Söder, red.) ud og satte Mads (Hvilsom, red.) ind, og han scorede. Det er den gennemslagskraft, jeg leder og kigger efter," siger den engelske træner.
Colin Todd, der har en fortid i Randers af to omgange, er dog lidt ærgerlig over, at landskampspausen ødelægger lidt af det momentum, holdet har haft på banen. Omvendt har han nu haft små to uger på træningsbanen med holdet, og han er optimistisk forud for fredagens udekamp mod FC Midtjylland.
"Jeg fornemmer, at vi har et godt omklædningsrum, og jeg fornemmer, at spillerne bedre forstår, hvad det er, jeg ønsker af dem. Og det håber jeg meget, at vi kan bygge videre på. Troen og selvtilliden er ved at vende tilbage, og jeg ser spillere, der nu forstår, hvad det er, jeg forsøger at skabe med holdet," siger Colin Todd og forklarer:
"Det handler i høj grad om struktur i holdet. At vi ikke skal være for åbne, men det handler også om at sikre, at vi ikke smadrer friheden på holdet, når vi har bolden. En modstander vil forsøge at nedbryde vores hold, så vi skal have noget struktur, så vi kan stå imod og samtidig straffe modstanderne, når vi selv får bolden."
Colin Todd blev ansat som træner i Esbjerg en lille uge før sæsonstarten, og på sigt håber han på igen at kunne skabe et hold, der bliver bygget lidt på samme måde som det Esbjerg-hold, der spillede sig i Europa League-gruppespillet for tre år siden.
"Da jeg kom hertil, var det en klub, der mentalt var en smule ramt på grund af en nedadvendt spiral. Men du kan se, at alle spillere har de rigtige værdier. Der er unge spillere i truppen, der kommer fra et godt setup, og går du fire år tilbage, da jeg var træner i Randers, og vi mødte Esbjerg i cup-finalen, var det spillere som Jonas Knudsen, Ankersen-brødrene, Kian Hansen og Braithwaite, vi mødte. Det fortæller jo, at der er et godt ungdomsakademi her," siger Colin Todd og forklarer:
"Så de spillere, der kommer op på førsteholdet, vil jeg gerne opmuntre. Vi har allerede nogle i spillere som Marco Lund og Mark Brink, og det er godt og vigtigt for klubben, at vi kan føre spillere op på førsteholdet. Derefter er det så min opgave at få det bedste ud af spillerne."
Esbjergs seneste tre kampe er en sejr over OB på 3-2, uafgjort 1-1 i SønderjyskE og en sejr på 5-0 ude mod Haarby/Flemløse i DBU Pokalen.