Fortsæt til indhold

Kongensgade skal renoveres yderligere

Arkiv
Arkiv

Nu går arbejdet med at renovere strækningen fra Kirkegade og op til Torvet i gang. Arbejdet skal stå klar til næste sommer. De næste etaper af gågaderenoveringen er også på tegnebrættet, og der bliver gjort en ekstra indsats for at informere om gågadens transformation. Det meddeler Esbjerg kommune i en pressemeddelelse.
Mandag den 5. september går arbejdet i gang i Kongensgade. Det betyder, at dele af strækningen fra Kirkegade og til Torvet vil blive afspærret langs facaderne, mens de handlende skal gå via en 2-meter gangzone. Første projekt bliver separatkloakeringen, som DIN Forsyning udfører.
"Vi regner først med at kunne lægge den nye granit fra marts måned, og derfor vil man opleve, at der på dele af strækningen bliver lagt et midlertidigt asfaltlag, som senere skrælles af igen. Vi har i dialog med Esbjerg City besluttet, at vi stopper arbejdet under julehandlen, så butikkerne kan få fuld udbytte af den vigtige periode”,s"iger Anders Kronborg, formand for Teknik & Byggeudvalget, i meddelelsen.
Arbejdet vil blive udført af den samme entreprenør, som også stod for den første del af renoveringen. Til sommer 2017 vil butikker og handlende kunne nyde den færdige gågadestrækning.

De næste etaper

I 2019 er det planen at etape III og IV skal stå klar. Det drejer sig om strækningen fra Torvet og ned mod Jernbanegade. Derfor tegnes der lige nu på de detaljerede planer for den del af Kongensgade. Den vil give nye udfordringer i form af, at der er flere niveauforskelle i gadens forløb og så varierer gaden i bredde.
"Hele projektet er et, som vi ved, at folk går meget op i, for en gågade er jo byens ansigt udad til. Derfor vil vi gerne fortælle om det tæt på gaden. Vi sætter en informationspavillon op på p-pladsen i Borgergade mellem Torvegade og Englandsgade, og her kan man få mere at vide," siger Anders Kronborg.
Pavillonen vil være bemandet to timer i ugen med en repræsentant fra entreprenøren, DIN Forsyning og kommunens projektleder. På kommunens hjemmeside annonceres med pavillonens åbningstid og øvrige nyheder: http://projekter.esbjergkommune.dk/