Fortsæt til indhold

Hør om 'wow-genstandene' på Mosegaarden

På søndag vil Niels Bødker Nielsen fortælle om spændende genstande fra oldtiden på Furesø Museer

Arkiv
Arkiv

I Furesø Museers udstilling om egens oldtid er der nogle genstande, der er så spændende, at man spontant kommer til at udbryde 'wow'.
Det er i hvert fald, hvad Niels Bødker Thomsen uvilkårligt gør, på trods af at han har set dem mange gange før. Han har selv været med til at udvælge og udstille disse særlige klenodier, og på søndag den 11. september vil han fortælle, hvorfor disse genstande stadig udløser et 'wow' fra ham.
Museets grundlægger, kulsvier Karl K. Nielsen, fandt i 1940'erne et kranie der havde et stort hul i siden. Det skulle senere vise sig, at det var det ældste kendte trepanerede (hjerneopererede) kranie i Danmark. Kraniet kunne dateres tilbage til 3.500 f.v.t. Nu er det udstillet på museet og gemmer på en fascinerende historie - også om hvordan Karl K. Nielsen erhvervede det.
Den indtil videre ældste, kendte genstand fundet på vores egn er en okkerfarvet flintespids. Flintespidsen er 13.000 år gammel og fundet ved Værebo å nær Søndersø - også af Karl K.Nielsen.

Den mest sjældne oldsag på museet er en 20 centimeter lang grønstensøkse, der er fundet ved Bringe. I Danmark er der kun fundet to økser af denne type. Øksen dateres til den første del af bondestenalderen for omkring fem tusind år siden, og arkæologerne mener, at øksen er en efterligning af en kobberøkse.
Niels Bødker Nielsen vil vise frem og fortælle om mange flere af museets spændende genstande, som han karakteriserer som enten de største, mindste, ældste, smukkeste, mærkeligste og af den højeste værdi.

Søndagsfortællingen foregår på Mosegaarden i Værløse klokken 14, og det er gratis at deltage.
mw