Fortsæt til indhold

Magasin åbner ny økologisk madbutik

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

Når du går rundt mellem rækker af make-up eller er færdig med at kigge på undertøj til konen, så kan Magasin nu tilbyde et sundt alternativ, når der skal tankes op på shoppeturen. På fredag 16. september åbner madbutikken The Food Stall, hvor der er fokus på økologi, gode råvarer, smag og bæredygtighed. Det oplyser Magasin i en pressemeddelelse.
Det er de to fynske iværksættere Morten Carstensen og Bjarke Arndal, som står bag Magasins nye satsning. De har specialiseret sig i at give folk på farten et frisk og sundt alternativ, og det er et hit hos de fynske kunder.
”Odense har taget rigtig godt imod os, siden vi slog dørene op for vores første butik på banegården i 2014. Da vi åbnede i april i år i Vejle, var det den første 100 procent økologiske madbutik med sund fastfood og med vores nye afdeling i Magasin, fortsætter vi denne udvikling og vil derfor have et sortiment fyldt med økologi”, siger Bjarke Arndal.

Bæredygtighed hele vejen

Det er ikke kun i forhold til maden, at økologi og bæredygtighed står hjertet nær. Den nye butik i Magasin Odense er bygget af genbrugsmaterialer og for at begrænse madspil, så donerer butikken alt overskudsmad til Kirkens Korshær, som går til de hjemløse i Odense. Samtidig er alt emballage bæredygtigt, og de bestræber sig på at genanvende så meget som muligt.
”Vi er super stolte over at kunne tilbyde vores kunder en ny madbutik, der både giver pluspoint på samvittigheden og madoplevelsen. Morten og Bjarkes koncept er gennemført og passer rigtigt godt ind i, hvad vi kan mærke vores kunder efterspørger”, siger Johnny Buchgraitz, Butikschef hos Magasin Odense.