Fortsæt til indhold

Små Synger Sammen i Randers

Tusindvis af børn synger på Østervold torsdag 8. september klokken 10

Arkiv
Arkiv

Igen i år er Randers særdeles synlig på landkortet denne årlige sangdag, hvor børn i hele Danmark synger.
Der var Små Synger Sammen første gang 2008, hvor omkring 50.000 børn sang med rundt i hele landet. Sidste år var en tusindtallig børneskare samlet på Østervold. Temaet er i år "Syng og dans", så vi kommer blandt andet omkring en fingerpolka og en rigtig Jamaica-dans.
Rundt omkring i kommunens institutioner er sangene blevet øvet flittigt, så der bliver tryk på.
Det bliver Lene Johnsen, der skal styre alle løjerne på dagen. Lene har selv spillet klaver og sunget - både alene og i kor - siden hun var lille, og nu underviser hun i sang og klaver. Foruden eget band dirigerer Lene ikke mindre end SYV kor, og det er lige fra tre børnekor til Randers Seniorkor.
Lene bakkes op af Randers-musikerne Britta Nedergaard Hansen - klaver, Peter Elmelund - elguitar, Peter Houe Sørensen - bas, og Thomas Ingemann - trommer.
Alle - både børn, forældre, bedsteforældre og andre interesserede - er meget velkomne til at møde op og synge med, når børnesangene lyder ud over hele Randers.
Arrangementet er et samarbejde mellem dagtilbuddene i Randers ved pædagog Niels Bech-Larsen, Randers Eventsekretariat og Randers Børnebibliotek.