Fortsæt til indhold

Stadig tillid til formanden

HIF’s formand Lars Knudsen og den siddende bestyrelse genvalgt uden modkandidater

Arkiv
Arkiv

Formand Lars Knudsen og hans bestyrelse sidder nu også de næste fem måneder, indtil der er ordinær generalforsamling sidst i januar, hvor han og nogle enkelte andre er på valg. Formand Lars Knudsen: - Først og fremmest vil jeg sige tak for den opbakning medlemmerne gav mig og bestyrelsen på den ekstraordinære generalforsamling. Det er jeg både glad for og stolt af. Men jeg anerkender også kritikken og tager den til mig. Vi både kan og skal blive endnu bedre, også i bestyrelsen... - Når man som jeg færdes meget på stadion, fornemmer man tydeligt historien og HIF’s storhedstid. Billederne på væggene af tidligere HIF’ere på landsholdet taler deres tydelige sprog. De tidligere spillere gennem en længere årrække har stadig stoltheden og minderne fra de gode tider, og det vil da være rart, hvis de gode tider kom tilbage. For sådan burde det jo være? - Vi kan ikke forklare, hvordan eller hvorfor klubben har udviklet sig, som den har. Vi kan vælge at se tilbage på uheldige beslutninger, som har flyttet klubben til det, den er i dag. Eller vi kan vælge at kaste os ud i hårdt arbejde for en ny storhedstid. Det er min og bestyrelsens ambition, at vi gennem tæt samarbejde mellem alle interessenter holder fokus på, at vi igen kan ramme en storhedstid, og her er første skridt at melde sit klare mål ud. Det er hermed gjort! - Alle omkring klubben repræsenterer en værdi. Det gælder derfor om at finde de værdier og bruge og støtte hinanden meget bedre. Det gælder alle. Fra dygtige trænere på banerne til kulisserne, hvor sponsorer og kulturbærere bibringer klubben deres værdi og dermed skaber helheden. Alle bidrag har værdi i den store sammenhæng! - I første omgang skal den nye bestyrelse holde møder med interessenterne, hvor vi får katalogiseret, hvad det er, vi hver især kan og vil bidrage og byde ind med samt arbejde for. Jeg ved, at der findes rigtig mange resurser i og omkring klubben. De skal bare forløses. Vi bliver stærkere, når vi står sammen og forløser vores potentiale i fællesskab… - Vi skal også kunne være uenige og diskutere, og give plads til uenigheder og diskussioner. Oftest er det dem, der rykker noget på den lange bane. Målet og fokus må der ikke være tvivl om. Men vejen dertil kan være bumlet… - Jeg ved godt, at jeg har kant, og det betyder, at jeg har holdninger og meninger. Mit værdisæt er ikke nødvendigvis andres værdisæt, og så må man jo argumentere og diskutere. Det er sjældent, man ser verden fra samme perspektiv. Men når vi så kommer i mål, vil uenigheder og diskussioner retfærdiggøre, hvad vi har opnået sammen. Jeg ved, at verden i perioder kan være stormfuld, men jeg står gerne på broen, til roen sænker sig… - Jeg glæder mig hver dag over at se, hvor meget der egentlig lykkes på det sportslige. Og jeg glæder mig over at se, hvor meget samarbejde egentlig flytter os og skaber sammenhæng. Økonomisk er vi udfordret, men vi arbejder på at komme ud med et mindre overskud i år…ebo