Fortsæt til indhold

Stierne i Rebæk Søpark er klar til de mørke måneder

De nye lamper blev tændt første gang onsdag i sidste uge

Arkiv
Arkiv

- Vi ved fra os selv, at det er rarere at gå et sted, hvor der er lys, så man kan se omgivelserne, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Mikkel Dencker, der bemærker, at timingen er helt perfekt: - Vi er på vej mod efteråret og de mørke måneder, hvor det kan være svært at nå fx turen med hunden, før det bliver mørkt. Derfor er det godt, at vi har kunnet nå at få sat lamperne op, før det blev efterår, så de borgere, der færdes i parken, får glæde af de nye lamper hele efteråret og vinteren. I løbet af de sidste uger i august er LED-lamperne med navnet City Swan, fordi formen er inspireret af en svane, sat op i Rebæk Søpark. Idéen til at oplyse stierne kommer fra en borger, og da der var bred enighed også i teknik- og miljøudvalget om, at det var en god idé, blev parkbelysningen vedtaget i april måned, da en pulje til fornyelse af byens parker og grønne områder, blev udmøntet. - Jeg synes det er blevet meget vellykket. Udover at lyse stien op, tilfører lamperne parken en helt særlig stemning, som de står der og spejler sig smukt i vandet på søen, siger Helle Adelborg og fortsætter: - Der er ingen tvivl om, at det også styrker trygheden for de borgere, der går igennem parken, at der nu er et lyst og indbydende lys på stierne. De nye lamper i Rebæk Søpark bliver tændt om aftenen og slukket om morgenen samtidig med vejbelysningen. Stien, som lamperne er placeret på, er i øvrigt én af Hvidovres Kommunes motionsruter. Kort over den og de øvrige motionsruter kan findes på mithvidovre.dk