Fortsæt til indhold

Odense runder 200.000 indbyggere

Nye studerende og nyfødte børn er især årsag til tilvæksten

Arkiv
Arkiv

Det var en 25-årig studerende fra Svendborg, der fik befolkningstallet til at runde den magiske grænse på 200.000 indbyggere.
Netop de studerende udgør en stor del af de nye indbyggere i Odense Kommune. Siden 2013 er der kommet 10.000 flere studerende i Odense. En udvikling, der er vigtig for byen, mener Odenses borgmester.
"Det skal vi i høj grad glæde os over. For nye studerende bringer ny viden til Odense, ny ambitiøs arbejdskraft til vores virksomheder, samtidig med at de skaber en masse liv i byen, så det er glædeligt," siger Anker Boye i pressemeddelelsen.

34 milliarder skydes i byen

Odense er lige nu midt i en transformation. Over en 10-årig periode investeres godt 34 milliarder i byen. Pengene skydes blandt andet i en bedre infrastruktur, hvor letbanen gennem centrum med forbindelse til det nye OUH og motorvejen, er det største projekt.
Den nye bydel på den gamle Thomas B. Thriges Gade er et andet eksempel på, hvordan Odense er i gang med at udvikle sit byliv. I bydelen opføres et nyt musik-, teater og konferencehus samt nye boliger.
"Det er stykke historie for byens udvikling og et vigtigt parameter i forhold til vores ambitioner om, at Odense skal være en moderne storby. Det er vi godt i gang med at skabe, men det kræver også et vist antal indbyggere at have de tilbud, som kendetegner en storby, med et alsidigt kulturliv, moderne infrastruktur og et attraktivt jobmarked, siger Odenses borgmester, Anker Boye.