Esbjerg og Ribe satser på bryllupsturisme
Bryllupper er bare dejlige. Og det er altid glædeligt, når to mennesker finder sammen af kærlighed og bestemmer sig for, at det skal være for altid. Der er kamp om de lykkelige par, og Esbjerg og Ribe vil være med i den kamp. Derfor inviterer de nu de danske og udenlandske bryllupsagenturer på charmetur i det vestjyske. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Et nyt samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Visit Ribe og Ribe Handelsstandsforening har set dagens lys, og sammen har de planlagt en charmetur, som skal få flere agenturer til at anbefale danske og udenlandske par at vælge Esbjerg eller Ribe som bryllupsdestination.
Og der er lagt op til noget af en tur fra den 7. til 9. september, hvor deltagerne bliver præsenteret for romantiske rammer og historiske perler i både Ribe og Esbjerg. For ud over at de giftelystne par kan blive viet i det smukke gamle rådhus i Ribe og Ting- og Arresthuset i Esbjerg, rummer området også mange andre smukke steder, hvor både danske og udenlandske par kan få et helt unikt bryllup både i Nordens ældste by Ribe, ved Nationalpark Vadehavet og langs strand og i skov i og omkring Esbjerg.
Ni tyske og to danske agenturer har allerede meldt sig på charmeturen, og de kan blandt andet se frem til at nyde en brunch på Quedens Gaard, få en guidet bytur i det historiske Ribe med besøg på Hotel Dagmar, Ribe Byferie, Danhostel og middag på Weiss’ Stue.
Dag to byder på et besøg i Hjerting Strandpark og Marbæk Plantage og frokost med havudsigt på Hjerting Badehotel, inden turen går retur til Ribe til en bryllupsmesse, hvor agenturerne får mulighed for at hilse på en række af byens handlende.
Arrangørerne glæder sig til at vise bryllupsagenturerne, at Ribe og Esbjerg er meget mere end Ribe Domkirke og De fire hvide mænd ved Sædding Strand, og håber, at charmeturen her kan være med til at booste bryllupsturismen i Esbjerg Kommune.