Fortsæt til indhold

Billetter til egnsteater revet væk - ekstraforestillinger i kulturugen

Hvidovre Avis var med toget, da egnsteatret spillede i weekenden

Arkiv
key

- Mund til mund, mund til øre, man deler sine oplevelser med naboen, man spreder budskabet, deler sine historier! Teater Vestvolden har måtte sande, at det kan være svært at holde på hemmeligheder. Vores billetter til egnsspillet er revet væk! Hold øje med vores extra forestillinger under Vestegnens kulturuge, som bliver sat til salg på vores hjemmeside. Bor du i Hvidovre, og kan fremvise sygesikringsbevis hos billetpigerne, er det selvfølgelig gratis! Og jo! Det er rigtig nok... Forestillingen handler om dig og mig. Og ja! Du skal køre i et Tivoli-tog. Tusind Tak fordi I sladrede! Det er lige meget hvad, derfor det går rigtig godt på Hvidovres Teater!, skriver Teater Vestvolden om stykket. Hvidovre Avis var med til forestillingen lørdag eftermiddag, der bød på en glimrende og humoristisk rundtur i nogle af Hvidovres særkender. Fra fodboldfans til drukkenbolte og boligløse. Fra aktive sportsfolk til spejdere og dansere. Fra glimrende sangere til skrålehalse. Hvidovre rummer tydeligvis det meste.

Inddragende teater

Heldigvis er der stadig mulighed for at se egnsteaterstykket, der giver sit bud på, hvad Hvidovres identitet egentlig er. Til forestillingen medvirker publikum selv - fordi man selv skal reflektere over, hvad Hvidovre egentlig er for en størrelse. Bare rolig, det bliver på intet tidspunkt grænseoverskridende, selv om dans og snaps kan komme i betragtning. Betragt det som en advarsel eller det modsatte - alt efter temperament. Dertil vil man opleve det ovennævnte Tivoli-tog samt rigtig mange medlemmer af det lokale foreningsliv: Cirkus Arcus, 4. Hvidovre Søspejdergruppe, Folkedanserne Hjerter To, Hvidovre Harmonikavenner, Hvidovre Basket og ikke mindst Hvidovre Amatørscene - for blot at nævne nogle få. Turen gennem Hvidovre bliver ledt an af skuespiller Ib Frenø, der med både ironisk distance og selvironi beretter om Hvidovre på godt og ondt. Især foreningslivet, vil de fleste nok hævde, er en ganske væsentlig del af Hvidovres identitet, og genkendelsen af de mange muligheder, som der er i Hvidovre, skaber utvivlsomt inddragelse og glæde. Uanset hvad man måtte mene at vide om Hvidovres identitet og hvad den egentlig er, så hjælper det i hvert fald at grine - og egnsteatret vil utvivlsomt få smilet frem på de flestes læber.

htj