Fortsæt til indhold

Konservative er ude af Fredericias byråd

Ærgerligt, siger andensuppleant David Gullløv

Arkiv
Peter Friis Autzen

Konservative er ude af Fredericias byråd, fordi partiets suppleant, Inger Nielsen, har skiftet parti til Dansk Folkeparti.
Efter Jean Brahes død står Inger Nielsen til at overtage hans byrådsplads. Også selvom hun i mellemtiden har meldt sig ind i Dansk Folkeparti.
"Folk har stemt personligt på mig. Og så er jeg forpligtet af reglerne om borgerligt ombud til at tage pladsen og følge min overbevisning," siger Inger Nielsen til Lokalavisen.
Loven slår fast, at valgte politikere har pligt til at tage plads i byrådet. Det er såkaldt borgerligt ombud. Pligten er dog ikke tungere, end at byrødder der ønsker fritagelse, altid får lov efter en formel vedtagelse i byrådet. Så i praksis kunne Inger Nielsen godt lade posten gå videre til De Konservative.
"Jeg forholder mig til loven og de, derr har stemt personligt på mig. Jeg meldte mig ud af af Det Konservative Folkeparti i januar, fordi jeg ikke følte mig velkommen der," siger Inger Nielsen.
Den konservative andensuppleant, David Gulløv, ærgrer sig.
"Det betyder, at en stemme på mig nu er blevet til en stemme på Dansk Folkeparti. Det ærgrer jeg, partiet og vælgerne os over," siger han.
David Gulløv er ikke overrasket over Inger Nielsens beslutning.
"Jeg havde set det komme. Både hendes beslutning om at tage pladsen i byrådssalen, og beslutningen om at melde sig ind i Dansk Folkeparti," siger han og understreger, at han anerkender Inger Nielsens ret til att gøre, som hun gør.
Ved sidste valg opnåede David Gulløv færre stemmer end Inger Nielsen, og sandsynligheden for, at han kom ind som andensuppleant var meget lille. Derfor havde han afskrevet muligheden for at komme i byrådet i denne periode. Men så blev Jean Brahe syg og nåede inden sin død at formulere et ønske om, at pladsen skulle gå til David Gulløv.
"Da kunne jeg igen mærke suget i maven og lysten til at gøre det arbejde, der er brug for. Så jeg regner med at genopstille ved valget næste år," siger David Gullløv.
De konservative i Fredericia valgte for nylig civilingeniør Jette I. Kjær som spidskandidat til kommunalvalget næste år.

Inger Nielsen var suppleant for Konservative, men er i mellemtiden skiftet til Dansk Folkeparti. Valgloven slår dog fast, at mandatet er personligt - og ikke tilhører partiet. Det skyldes blandt andet risikoen for, at partier ellers kunne diktere byrådsmedlemmernes stemmeafgivelse. Arkivfoto: Peter Friis Autzen