Vidner førte politiet på sporet af tyv
Et indbrud på Klintevej i Vejle førte torsdag politiet på sporet af en mand fra Vejle, der sandsynligvis står bag flere indbrud.
Da politiet kommer frem til indbruddet på Klintevej, kan personer i området oplyse, at de har været i kontakt med en ung mand, som spurgte, om han måtte låne en telefon. Manden bar rundt på en kasse.
Politiet får et nærmere signalement, og det ringer en klokke hos nogle betjente, der får mistanke til en bestemt person.
Politiet kører ud på personens adresse, og her erkender manden, en 23-årig mand fra Vejle, at have stået bag indbruddet.
Nogle af tyvekosterne var allerede blev afhændet til nogle "venner", mens andre var blevet smidt i området.
Ifølge Vejle Lokalpoliti står den 23-årig sandsynligvis også bag et indbrud på Duevej og på Ømkulevej.