Sådan fordeles pengene
Byrådet blev tirsdag aften enigt om et fælles budgetforslag.
I alt fordeles i 2017 til 2020 ekstra ca. 340 millioner kroner.
Pengene går til:
Forligspartierne sætter fokus på folkeskolen og udvikling af de bedste læringsmiljøer. Derfor afsættes 20 millioner kroner i 2017 til et generelt fagligt løft af folkeskolen. Derudover afsættes 11 millioner kroner til at løse pladsproblemerne på Skovagerskolen og 5 millioner kroner til at udvide Bredsten-Gadbjerg Skole, som skal være overbygningsskole.
Der er også ekstra penge til anlæg, opgradering og vedligehold af skolernes og alle øvrige institutioners IT-netværk m.v. Bl. a. til skoler, plejecentre og botilbud er der afsat i alt en årlig pulje på 5 millioner kroner til anlæg, og 1 mio. kr. årligt til drift af løsningerne.
Voksenområdet får fra næste år ekstra 2 millioner kroner om året til en øget indsats. Derudover afsættes der en årlig pulje på 5 millioner kroner til velfærdsteknologi, som kan bruges på voksen-, senior- og sundhedsområdet.
Derudover giver budgetforliget penge til en lang række projekter på velfærdsområdet. Det er f.eks. Home Star Family, Spor 18, forebyggelse af overvægtige børn, Fripas, åben sundhedspleje, Ungepensionat og opsøgende socialt arbejde.
Der er også 2,3 millioner kroner til ekstra familierådgivere i 2017 og 2018.
Penge til klimatilpasninger og cykelstier
Der har været flere oversvømmelser i Vejle i de sidste år. Forligspartierne afsætter derfor 20 millioner kroner til at medfinansiere klimatilpasninger i Østbyen og omkring Grejs Å. Derudover er der en lang række andre projekter, der har fået ekstra penge i de kommende år. 20 millioner kroner ekstra til sikre skolecykelstier. 5 millioner kroner årligt til at nedsætte taksten for byggesager. Skibet får et lyskryds. Samarbejdet om detailhandlen i Vejle by og centerbyerne skal styrkes for 2 millioner kroner årligt i 3 år.
Natur- & Miljøudvalget får ekstra 1,5 mio. kr.
Og så er der afsat 31 millioner kroner til afløser for svømmehallen i Vingsted, og 4,5 millioner kroner til Gårslevhallen. Der er også penge til helt nye projekter som vinterbadning, træningsarealer til kampsport i DGI-Huset og undersøgelse af en kabelpark ved Albuen.
Borgmester Arne Sigtenbjerggaard er glad for, at hele byrådet støtter op omkring budgettet og siger i en pressemeddelelse:
"Vejle er i den heldige situation, at vi i disse år takket være en stram økonomisk styring nu kan løfte servicen på en række områder."
"Det har været vigtigt for os at styrke folkeskolen, som er et af vores vigtige indsatsområder, og samtidig løfte servicen på velfærdsområdet. Vi har også mange gode projekter, som vi gerne vil sætte i gang eller fortsætte."