Natur og legedag i Dagplejen
Forleden blev der i strålende sensommersol holdt natur og legedag i den kommunale dagpleje i Aabenraa.
Alle børn, forældre, søskende og medarbejdere i Dagplejen var inviteret til en natur og legedag i Dagplejen. Årets arrangement fandt sted i Tinglev, og rammerne var Dagplejens legestue og byskoven.
Dagplejen har gennem det seneste år haft tema om natur og bæredygtighedsaktiviteter, og i den anledning inviterede forældrebestyrelsen alle forældre til en natur og legedag sammen med deres børn.
Dagplejen har gennem ARWOS´ - Grønne Guldkorn pulje fået kr. 25000 til at have fokus på natur, grønne idéer og bæredygtighedsaktiviteter. Alle dagplejere er blevet certificeret naturdagplejere, og Dagplejen summer dagligt af udeliv og fokus på miljø og gode vaner.
ARWOS gav til arrangementet postevand til alle, som blev drukket med velbehag i det varme sensommervejr.
"Børn fødes med både nysgerrighed og opmærksomhed over for verden. Små børn lærer når de ser, sanser, opdager og oplever det vigtige, det spændende og de lærer af de voksne, de er sammen med. Naturen har en dragende effekt på de mindste børn, og deres nysgerrighed udfordres ustandseligt, derfor har de mindste børn stor glæde af at færdes ude og sanse naturen," lyder det fra Dagplejeleder Lene Reese.
Naturvejleder Lars Ravn lavede gennem formiddagen aktiviteter med børn og voksne - der var blandt andet: svævebane, tunnel af gamle dynebetræk, der skulle kravles igennem, rebbane til at øve balance, bamsejagt, hvor der skulle søges efter spor for at finde den store brune bamse, sansespande og gyngestativ af rafter og net spændt ud mellem træer.
Dagen igennem blev der kravlet over og under træstammer og andre forhindringer, som skoven byder på, og der blev fundet mange små og store pinde og andet spændende i skovbunden.
info: