Få gode råd til finansiering
Vækstfonden holder infomøde om finansiering 4. oktober
Har man planer om at udvide sin virksomhed eller købe en ny, og det kræver mere kapital, end banken kan komme med, så kan Vækstfonden måske hjælpe.
I samarbejde med Sønderborg Vækstråd inviterer Vækstfonden til infomøde om finansiering tirsdag 4. oktober klokken 15.30 til 17.30. Arrangementet er gratis og foregår på adressen Stenager 2 i Sønderborg. Dørene åbner en halv time inden mødestart.
Vækstfonden har siden 2014 medfinansieret 320 virksomheder i Region Syddanmark. En af dem er SwipBox, der står bag de genkendelige blå pakkeautomater i mange supermarkeder. Interessen fra udlandet er stor, og SwipBox har derfor en ambitiøs plan om at rulle løsningen ud i yderligere 37 lande i Europa. Det kræver produktion og installation af 12.000 nye automater, og finansiering til det fandt virksomheden hos bl.a. Vækstfonden i form af et Vækstlån.
På mødet fortæller Allan Kaczmarek, der er CTO og co-founder i SwipBox, hele historien og om samarbejdet med Vækstfonden. Vækstfondens erhvervskundedirektør Henrik Holst Elstrøm giver et indblik i de forskellige finansieringsformer og fortæller også om de konkrete muligheder for finansiering fra Vækstfonden. Efter det officielle program vil Vækstfonden være klar til en uforpligtende snak om virksomhedens vækstplaner.
Vækstfonden finansierer virksomheder landet over med planer om vækst og udvikling. Fælles for dem alle er, at de ikke kan få den fulde finansiering i banken, ofte fordi de ikke kan stille sikkerheder nok for deres lån, eller fordi deres egenkapital er for lille. Vækstfonden har allerede medfinansieret 6.000 virksomheder landet over. Så har du ambitioner om vækst og en solid plan for din virksomhed eller rådgiver du sådanne virksomheder, så er mødet noget for dig.
Tilmelding kan ske på www.påvejmedvækst.dk/soenderborg, hvor man også kan se dagens program.