Fortsæt til indhold

SF klar med kandidater

SF i Københavns Omegns Storkreds har efter en urafstemning nu fundet partiets folketingskandidater ved det kommende folketingsvalg.

Arkiv
Arkiv

Det er en erfaren politiker, som overtager stafetten ved det kommende folketingsvalg. 37-årige Serdal Benli er viceborgmester i Gladsaxe Kommune, hvor han har været medlem af byrådet siden 2009. Han har desuden været sundheds- og psykiatripolitisk ordfører i Regionsrådet fra 2005-09, og siden 2010 har han været medlem af SF's landsledelse. Ved det seneste folketingsvalg i 2015 var han blot 20 listestemmer fra at blive valgt, og i øjeblikket er han suppleant til Folketinget for Holger K. Nielsen. - Min kommunalpolitiske erfaring kan jeg tage med ind på Christiansborg. Maskinrummet i velfærdsstaten er ude i kommunerne, og på den måde har jeg på tæt hold arbejdet politisk med områder som beskæftigelse, integration og miljø- og klimaspørgsmålet. - Jeg håber, at jeg også i forhold til Vestegnen kan appellere til og mobilisere grupper med anden etnisk baggrund. Det er vigtigt for mig, at de bliver en mere aktiv del af fællesskabet, også det demokratiske. - Jeg vil gøre en forskel i det samfund, jeg er en del af. Forme et samfund, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor alle får en chance for at klare sig, uanset ens baggrund eller størrelsen på ens forældres pengepung. SF Hvidovres formand Morten Høybye Frederiksen glæder sig til samarbejdet: - Serdal Benli er aldrig bange for at sige tingene som de er. Man kan mærke, hvordan han brænder for at alle skal være med, og for at vi også skal klare os i fremtiden. Jeg er rigtig glad for at Serdal nu er med på holdet i Hvidovre, og håber vi snart får udskrevet valg, så vi kan få ham ind på Christiansborg. Den lokale kandidat Anders Wolf Andresen fortsætter: - Som folketingskandidat fra Hvidovre og spidskandidat til kommunalvalget er mit fokus at repræsentere Hvidovreborgernes interesser bedst muligt. Jeg ser derfor frem til et stærkt samarbejde med SF's nye nummer 1 i Københavns Omegn.