- Nej til halal-venlige løsninger...
Således mener halvdelen af det flertal, der i børne- og undervisningsudvalget stemte studieturen til Rom igennem - i går blev turen drøftet i økonomiudvalget
Står det til et snævert flertal i børne- og undervisningsudvalget sidder der et antal udvalgsmedlemmer samt tre repræsentanter fra forvaltningen i flyet, når det går i luften. Et snævert flertal i udvalget ønsker nemlig at studere madkulturen i Roms offentlige institutioner. Det blev besluttet på et møde i udvalget i sidste måned, hvor et flertal på fire medlemmer bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Kashif Ahmad (UP) godkendte program og budget for studieturen. De tre socialdemokrater i udvalget stemte imod. Mandag - efter deadline på denne avis - var der møde i økonomiudvalget. Hvorvidt der i dette udvalg også var flertal for studieturen til Rom vides ikke.
Vi skal ikke lefle for indvandrene
Kommunalbestyrelsen har tidligere vedtaget regler for studieture og den eventuelle studietur til Rom bryder tilsyneladende ikke med disse regler. Hvidovre Avis har tidligere beskæftiget sig med den noget bagvendte procedure, der i børne- og undervisningsudvalget endte med, at fire af syv medlemmer mener, at det er tiltrængt og nyttigt med en studietur til Rom. Charlotte H. Larsen og Mette H. Dencker - Dansk Folkepartis to medlemmer af udvalget - har tidligere her i avisen pointeret, hvad de blandt andet mener at kunne få ud af turen: - I Dansk Folkeparti er vores standpunkt, at vi ikke skal lefle for indvandrere med at vælge de halalvenlige løsninger... - Italien er ikke ligeså tossegode overfor muslimer som vi er... - I Italien er de stolte af deres salamier, deres langtidsmodnede skinker, og den raffinerede måde de bruger svinekødet på. Vi håber da, at få svar på, hvordan de forholder sig til de muslimer, der ikke spiser det. Vi håber da, at italienerne lever op til vores forventninger om, at de ikke lader sig kue af, at der er indvandrere, der ikke deler deres glæde ved svinekødet... Hvis der - mod forventning - bliver ti deltagere på turen, er den budgetteret til at komme til at koste 131.450 kr. Indeholdt i dette beløb er blandt andet 25.000 kr. i konsulentudgift til planlægning af turen.