Gratis gys og gåsehud til drive-in bio
På tirsdag den 20. september lægger Bilka ved Kolding Storcenter parkeringspladser til gratis Drive-In Bio, når der vises 'Flaskepost fra P' på 128 kvadratmeter storskærme.
Det er anden gang Bilka inviterer til gratis Drive-In Bio, når varehusene viser biografsuccesen på deres parkeringspladser over hele landet.
Bilka gentager dermed succesen fra maj, hvor Danmarkskortet første gang blev dækket af en gratis Drive-In-film oplevelse, nemlig Star Wars – The Force Awakens.
”Vores første Drive-In Bio var en kæmpe succes. Der var stor efterspørgsel i hele landet og flere parkeringspladser blev lynhurtigt udsolgt. Vi håber derfor, at folk er friske på at parkere bilen og nyde endnu en biografsucces sammen med os”, fortæller eventansvarlig Nicki Stougaard fra Bilka Marketing.
Ingen forstyrrelser
Under filmen sidder du i din egen bil, hvor du kan opføre dig som du har lyst. Du kan smide skoene, lægge sædet helt tilbage, skrue op for lyden, småsnakke, smaske og kysse – helt uden at forstyrre de andre biografgæster. Du sidder i dit eget private rum, men er stadig en del af en fælles oplevelse sammen med alle i de andre biler.
'Flaskepost fra P' er den tredje af fire film om uopklarede kriminalsager i Afdeling Q. Filmen har Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i hovedrollerne og er baseret på Jussi Adler-Olsens populære bestseller.
'Flaskepost fra P' er årets mest sete biograffilm og slog allerede rekord i premeireweekenden med over 200.000 solgte billetter.