Flere vil være mangfoldige
160 virksomheder er nu medlem af Odense Mangfoldighedsråd, der arbejder på at styrke erhvervslivet i byen
For halvandet år siden tog Beskæftigelses- og Socialforvaltningen initiativ til at samle virksomhederne i Odense i et Mangfoldighedscharter. Virksomhederne skriver under på, at de vil blive endnu bedre til at integrere udenlandske medarbejdere. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Tirsdag aften rundede Odense Mangfoldighedscharter medlem nummer 160, da Blue Ocean Robotics blev optaget. På deres kontor i Odense sidder de 40 medarbejdere, der kommer fra mere end 10 forskellige lande.
"Vi kommer her for at lytte, for at lade os inspirere og for at blive del af et netværk, som er helt afgørende for os som international virksomhed. Vi vil gerne have større opmærksomhed på, hvordan vi integrerer og udvikler udenlandske medarbejdere i en dansk kultur", siger Rikke Risager, Vice President of Innovation i Blue Ocean Robotics.
Det glæder rådmand Steen Møller, at så mange virksomheder er med i Odenses Mangfoldighedscharter.
- Jo flere medlemmer, jo stærkere bliver netværket og udbyttet for Odenses virksomheder, siger Steen Møller.
Til mødet tirsdag aften blev 22 nye medlemmer budt velkomne. Det næste mål er at runde 200 virksomheder.