Fortsæt til indhold

Cecilie er finalist i Miss Danmark

19-årige Cecilie Bønnelycke Hansen fra Hvidovre er finalist i Miss Danmark-konkurrencen, der afsluttes på lørdag

Arkiv
key

- Først troede jeg, at det var en fake henvendelse, for jeg havde ikke lige tænkt mig selv som en, der kunne stille op i Miss Danmark. Men jeg sagde ja, fordi jeg syntes det lød som en spændende konkurrence, fordi det ikke kun er det ydre man bliver bedømt på, fortæller Cecilie Bønnelycke Hansen. Cecilie går til daglig på Niels Brock, Julius Thomsens Plads, hvor hun netop er gået i gang med 3.g. De sidste 13 år har hun desuden været en aktiv atletikudøver i Hvidovre Atletik & Motion, og hun har blandt andet et par Dansk Mester-titler på cv'et i henholdsvis længdespring og spydkast.

Ret nervøs

Efter henvendelsen fra Lisa Lents i januar kom Cecilie til casting i marts, og i maj blev hun udtaget som finalist til den store konkurrence, hvor der i øvrigt ikke udelukkende bliver set på skønhed, men også på mennesket bag. - Jeg var ret nervøs i starten, men heldigvis fandt jeg hurtigt ud af, at alle de andre piger på mange måder var ligesom mig. Ingen af dem er sådan nogle diva-typer, og Miss Danmark er meget mere end en skønhedskonkurrence. Men selvfølgelig vil vi alle sammen gerne vinde, siger Cecilie med et smil. Hvidovre Avis er på besøg i familiens hjem på Menelaos Boulevard, hvor hun er vokset op sammen med far, mor og storesøster. Cecilie har travlt her i de sidste dage op til finalen og hun er på vej til København, hvor hun skal have sat kunstige øjenvipper på. Neglene og håret er allerede klar. - Der er selvfølgelig meget pres på i de her dage, hvor de sidste ting skal klares, og jeg skal til generalprøve torsdag og fredag. Men jeg synes, det er rigtig sjovt og spændende at være med, siger hun. For at komme i betragtning til at blive finalist bliver deltagerne vurderet på deres personlighed og på deres mål - og selv om Cecilie er vant til at konkurrere, så er Miss Danmark alligevel en ny måde at gøre det på. - Nu handler det ikke om at præstere fysisk, men om at præstere på det personlige plan. Det handler om at have gode talegaver og at have hjertet på det rette sted. Og at arbejde med det, har udviklet mig meget på det personlige plan, fortæller Cecilie Bønnelycke Hansen. Forud for finalen er Cecilie og de andre finalister blevet trænet og hjulpet til at kunne præsentere sig på den bedste måde. De har desuden gjort sig mange overvejelser om netop deres personlighed og deres stærke sider. Cecilie beskriver sig selv om en ydmyg person, der går målrettet efter resultater og at hun generelt er et menneske, som andre mennesker føler sig trygge ved. - Tidligere var jeg nok meget genert og hende som alle synes var sød og kunne stole på. Det kan de selvfølelig stadig, men jeg er også en type, der ikke er bange for at skille mig ud, siger hun.

Til handel og kreativitet

Cecilie gik på Dansborgskolen, da hun gik i skole, og efterfølgende startede hun på Falkonergården, fordi hun gerne ville gå i en Team Danmark-klasse, der levnede tid til at hun kunne fortsætte med sporten ved siden af gymnasiet. Efter et år valgte hun dog alligevel at skifte til handelsgymnasiet Niels Brock. - De var super fine på Falkonergården, men jeg er nok mere til noget handelsagtigt, siger hun. Og det til trods for, at Cecilie i udtalt grad er kreativ og ønsker at fortsætte af det spor, når hun er færdig med sin ungdomsuddannelse. - Jeg skal helt sikkert lave noget kreativt. Måske noget med tøjdesign eller bygningsdesign - og så tror jeg, at det er godt også at vide lidt om forretning og handel, siger hun. Følg med i Cecilie Bønnelycke Hansens vej mod Miss Danmark-finalen på lørdag på hendes FB-side: Cecilie Bønnelycke Hansen - Miss Danmark 2016 Finalist. Her kan man både følge med i hendes sportslige præstationer, hendes hjertesager og alle hendes aktiviteter op til finalen på lørdag.