Fortsæt til indhold

Endnu et kapitel til Historie i Gaden

Arkiv
Arkiv

Den nye udstilling handler om da Svenskekrigene i 1600-tallet ramte Brøndbyøster fortalt gennem 10 farverige fortovsklistermærker med blandt andet QR-koder. Folk var begejstrede for udstillingen. Den formidler både lokalhistorie ud til Brøndbys borgere lige der hvor de befinder sig, men udstillingsformen gør det også muligt for folk at få en kulturel oplevelse, når de for eksempel er ude og gå en tur. Efter den officielle åbning bevægede forsamlingen sig rundt i Brøndbyøster Landsby og hørte museumsinspektør Katrine Huusom fortælle spændende lokale historier der rummede alt fra uægte børn, slåskampe og liderlighed! Åbningen var samtidig en fejring af Forstadsmuseets nystartede skoletjeneste, hvor et af undervisningstilbuddene netop omhandler de dramatiske begivenheder i Brøndbyøster under Svenskekrigene. Undervejs i rundvisningen læste dygtige og modige elever fra 8.b på Brøndbyøster Skole derfor de breve, de havde skrevet i forbindelse med skoletjenesten, op for de omkring 150 tilhørere. Rundvisningen sluttede festligt ved Annexgården hvor de mange fremmødte blev budt på en øl og popkorn i det gode vejr. - Ovenpå den succes udstillingsåbningen har været, har vi besluttet at holde en ekstra rundvisning i Brøndbyøster Landsby i oktober måned, og det er bestemt ikke sidste gang, vi afholder et sådant arrangement, fortæller Katrine Huusom begejstret og tilføjer at der snart vil blive meldt en dato for rundvisningen ud. Udstillingen kan sagtens opleves af borgere på egen hånd rundt i landsbyen, og på Forstadsmuseets hjemmeside kan man se hele udstillingen samt hente en folder.