Lokale bagere i finalen i stor bagedyst
Henrik Hansen og Torben Holm fra Seest Bageri er efter indledende runde i kampen om at lave Danmarks Bedste Brød og Kage nu videre til finalen, der afvikles på Rådhuspladsen i København tirsdag den 27. september 2016.
Konkurrencerne, der har været afviklet siden 2001, arrangeres af Bager- og Konditormestre i Danmark og trækker mange deltagere fra hele landet.
I år var ikke mindre end 360 brød og kager tilmeldt de syv kategorier. I kagekonkurrencen stod dysten i kategorierne Bagt Tærte, Kransekagestykke og Tørkage, mens brødkonkurrencens kategorier fordelte sig på Specialbrød, Rugbrød, Fuldkornshvedebrød og Madbrød/Ready to eat.
I indledende runde, der fandt sted i henholdsvis Odense den 30. august og Køge den 1. september, har tre juryer, hver bestående af tre fagligt kompetente dommere, nu fundet landets 10 bedste produkter i hver af de 7 kategorier.
Disse finalebrød og kager er nu klar til at blive bedømt af endnu to juryer inden de endelige vindere kan kåres. Dette sker ved et stort anlagt offentligt finalearrangement på Rådhuspladsen i København den 27. september 2016.
Henrik Hansen gik videre til finalen i kategorien Madbrød/"Ready to eat", hvor Henrik deltog med produktet som han kalder Frikadellebrød.
Torben Holm gik videre til finalen i kategorien Tørkage, hvor Torben deltog med produktet som han kalder Banoffee Garteau.