Så er det NU!
- du skal sørge for at melde dig til årets motionsarrangement ”Hvidovreløbet”
- Vi starter med et børneløb kl. 10.00, fortæller den løbsansvarlige Per Arild fra Hvidovre Lions, og her vil løbets hovedsponsor Danske Banks maskot “PONDUS” starte løbet og i øvrigt give krammere til alle børnene før og efter løbet, og præcis kl. 10.00 er det også ham der trykker på startpistolen, og sender de løbeglade børn af sted på ruten, der som sædvanlig er på 2 km. Der fire klasser er inddelt efter alder, og der er medaljer til alle børn der deltager. Derudover er der guld, sølv og bronzemedaljer til nr. 1-2-3 i de 4 klasser, skænket af Danske Bank. Kl. 11.00 starter de voksnes løb, på hhv. 5 og 10 km. og her er hovedpræmierne en dejlig sportssolbrille skænket af løbets anden sponsor, “Martin Optik” i Bredalsparken. Men man skal ikke fortvivle hvis man på forhånd ved, at man måske ikke kan løbe så stærkt at man vinder hovedpræmien, idet der er masser af lodtrækningspræmier der bliver udtrukket på løbsnummeret, der i øvrigt er forsynet med en chip, der registrerer den nøjagtige tid for gennemførelsen af løbet, og så snart man er kommet i mål, vil man kunne se sin tid, og når man så kommer hjem, kan man selv udskrive sit diplom på sin egen computer. Derfor er det altså ikke nødvendigt at løbe stærkt for at vinde en af de mange præmier udsat af de handlende i Hvidovre, der støtter op om løbet. Så selvom man er motionsløber, stavgænger eller bare gående, kan man sagtens få sig en hyggelig dag på Hvidovre Stadion, og som et lille kuriosum, kan man få chancen for at være en af de første der løber ind på de nye flotte atletikbaner på Stadion.
Tilmelding:
Tilmelding foregår via Hvidovre Atletik & Motions hjemmeside. Prisen er 90,- kr. for voksne og 50,- kr. for børn til 13 år.+ et mindre registreringsbeløb. Sidste frist for tilmelding er mandag den 19. september. Det er i år 28. gang man afvikler løbet, og overskuddet går som tidligere til atletikklubbens ungdomsarbejde, og Lions arbejde med bekæmpelse af det stadig stigende misbrug af narkotika og andre rusmidler. Der er mulighed for at tilmelde sig som hold, og man har derved chancen for at vinde en af de flotte pokaler udsat af Hvidovre Avis, så det bliver spændende at se hvem der får stillet det største hold på benene. - Vi håber at rigtig mange vil stille op til denne Hvidovrebegivenhed, og dermed være med til at støtte det gode formål, samtidig med at man får rørt sig, og kan hygge sig med andre motionister på en søndag formiddag, slutter Per Arild, der i øvrigt henviser til annoncen i denne uges udgave af Hvidovre Avis.