Fire tons haveaffald blev indsamlet
Hæk- og fortovskampagne fik god respons hos husejerne
På otte store containere anbragt forskellige steder i Hvidovre blev husejerne opfordret til at “Klip din hæk & tag ukrudt væk. Hjælp os med at holde byen ren og sikker at færdes i”. Formålet var at få husejerne til at klippe deres hæk, fjerne ukrudt på fortovet og beskære træer og buske med grene, der ragede ud over eksempelvis vejskilte og gadelamper. Og ikke mindre end fire tons haveaffald har husejerne afleveret i løbet af de fem kampagnedage. - Det her kan være med til at skabe en holdningsændring til at holde det værste ukrudt fra døren. Jeg har fået en del kommentarer om, at det er rigtig godt, at det blev sat på dagsordenen. Men selvfølgelig også negative om, at det her skal vi ikke blande os i, siger Flemming J. Mikkelsen fra SGH, der betegner kampagnen som en succes, der er værd at bygge videre på. - Det her er med til at skabe en følelse af, at det er et fælles ansvar, tilføjer han.
Fyldte containere
Samme opfattelse har Vej og Parkchef Michael Søndergaard Daugaard: - Der er nogle ting, vi vil gøre anderledes, hvis vi vælger at gøre det igen næste år. For eksempel vil vi placere nogle af containerne lidt anderledes. Men alt i alt synes jeg, at opbakningen har været god - og at vi har fået en pænere og mere sikker by ud af det. Da Vej & Park tirsdag afhentede og tømte de otte containere - fandt de flere steder helt fyldte containere. På Zeus Boulevard, Langåvej og Hvidovre Enghavevej var der nærmest top på containerne. Tre steder var der til gengæld kun fyldt meget lidt i containerne - og et par steder var der desværre fyldt poser og dagrenovation og andet i containerne, der var forbeholdt haveaffald uden emballage. I kampagne-ugen har Vej & Parks folk desuden været rundt og ordne fortove, hække og trimme buske og træer på en række af de arealer i Hvidovre Kommune, som kommunens står for at holde. Hvis du ikke nåede at få klippet hækken og luget fortovet i sidste weekend, er det ikke for sent. Både Michael Søndergaard Daugaard og Flemming J. Mikkelsen opfordrer til, at man fylder sin haveaffaldsbeholder, og ellers benytter Hvidovre Genbrugsplads på Avedøreholmen 97, der har åbent alle dage fra kl. 10-18.