Helhedsplan uden de helt store nyheder snart klar offentlig fremlæggelse
Kommunalbestyrelsen skal her i september beslutte om forslaget til en helhedsplan for Hvidovre Bymidte kan godkendes til at blive fremlagt i offentlig høring
Forvaltningen har i samarbejde med Vandkunsten brugt foråret til at indarbejde de 11 fokuspunkter, som tidligere er politisk besluttet. Der er kigget nærmere på parkerings- og trafikforhold og der er arbejdet med de indledende økonomiske overvejelser i projektet i form af en foreløbig business case. Der arbejdes videre med kulturliv og identitet som vision for Bymidten.
Økonomien?
Vandkunsten er nu gået mere i dybden med de kulturelle potentialer i planen, herunder Risbjerggårdgrunden og mulighederne for at lade et orangeri være et centralt element sammen med flytning af Teater Vestvolden. Der er også kigget på forskellige muligheder for en delvis renovering af Risbjerggård. Der er som nævnt også udarbejdet en business case, som indeholder et indledende overslag på den samlede økonomi i projektet, prissætning af delprojekter, kommunalt grundsalg, parkeringsproblematikken og en risikoanalyse. Denne del af bymidteprojektet er dog placeret på den lukkede del af økonomiudvalgets dagsorden - så det er på nuværende tidspunkt ikke muligt for Hvidovre Avis at delagtigøre Hvidovres borgere i økonomien i det projekt, som borgerne her i efteråret skal høres om. Efter høringen er det planen, at business casen rettes til således, at den kan indgå som grundlag for en prioritering i forbindelse med den endelige vedtagelse af helhedsplanen.
De tre faser
Bymidteudvalget har afholdt to møder, hvor det reviderede forslag til helhedsplanen har været præsenteret. Der er i udvalget en overordnet enighed om, at det reviderede forslag kan godkendes til en offentlig høring, da de 11 fokuspunkter er indarbejdet. Kommunalbestyrelsen har tidligere besluttet, at arbejde med en procesplan, hvor helhedsplanen kunne vedtages i slutningen af i år. I procesplanen indgik en høringsperiode på fire uger. Siden har der vist sig et ønske om, at høringen forlænges med fire uger til i alt otte uger. Det forventes, at høringsperioden igangsættes i løbet af oktober. I forbindelse med høringen vil der blive afholdt et borgermøde samt en mindre event for at rette borgernes opmærksomhed på projektet og høringen. Desuden vil der være en udstilling på Hovedbiblioteket med en model af bymidteprojektet. Helhedsplanen vil blive den overordnede ramme for den videre dialog mellem kommunen og borgere. Såfremt høringsperioden bliver på otte uger, vil planen kunne vedtages endeligt i begyndelsen af 2017. Bymidteprojektet er inddelt i faseforløb, hvor fase 1 var parallelopdraget og fase 2 er den forestående høringsfase. Fase 3 opstartes i februar/marts 2017. Inden man når så langt vil kommunens administration forelægge en plan for kommunalbestyrelsen - indeholdende blandt andet processkridt for prioriteringer og business-case drøftelser.