Narkomaner stjal elektronik
I går, onsdag, mellem kl. 9 og 17 blev der begået indbrud i en villa på Niels Skousvej i Vejle.
En kælderdør blev brudt op, og villaen blev gennemrodet. Der blev stjålet en del elektronik, heriblandt en Ipad, en højtaler, et anlæg og også en bilnøgle.
Der blev efterfølgende set to mistænkelige personer i området.
Den ene beskrives som en dansk mand med et tyndt ansigt. Han var omkring 180 cm høj og slank, og var iklædt en grøn hættetrøje og et par hængerøvsbukser. Manden, der blev beskrevet som en "narkoman type," bar på en stor mørk Hummel sportstaske.
Den anden, der også blev beskrevet som værende "narkoman typen," var en kvinde på omkring 45-50 år og mellem 165 og 170 cm høj. Hun var buttet og havde skulderlangt, mellemblondt hår, og var iklædt en lys t-shirt, et par lyserøde bukser og et par sandaler. Med sig havde hun en trolley og en sportstaske.
Det oplyser Vejle Lokalpoliti.