Fortsæt til indhold

”Sammen kan vi”

Det er lettere at få nye venner, hvis man har samme interesser eller har oplevet noget sammen

Arkiv
key

Men venskaberne kommer ikke, medmindre man gør noget aktivt for det - og det har klassernes lærere i fællesskab med skolepædagoger og en professionel musiker sørget for i et sjovt og spændende sammenlægningsprojekt, der hedder “Sammen kan vi”. I løbet af projektugen har eleverne været inddelt i tre forskellige grupper, hvor der er arbejdet med henholdsvis musik, gymnastik og madlavning. - Sådan et projekt her gør det nemmere for børnene at blive sammenlagt, fortæller lærer Mette Alberg Iversen. Sammen med den professionelle musiker Rasmus Kjærbo fra Rumkraft har hun stået for den musikalske gruppe af børn, der ugen igennem har arbejdet i fællesskab med at producere musik på deres iPads. Mette Alberg Iversen mener også, at sammenlægningsprojektet er med til gøre sammenlægningen af klasserne til noget godt og spændende. - Vores fokus er på, at eleverne er sammen og at de lærer hinanden at kende, siger hun.

Foto: Melina Kramer, Emma Holte Svenningsen og Marck Moied Yusuf har været på hvert sit hold under projektugen. Det er dog også i frikvartererne, at de har fundet nye venner.

Familier inviteret til afslutning

Alle elever og lærerer er samlet i Gungehusskolens teatersal for at vise forældre og familier resultatet af projektugen. Først skal gymnastikholdet vise, hvad de har trænet med, derefter er det musikholdet, der skal give nogle smagsprøver på deres arbejde og til slut er det madholdet, der fortæller hvad de har lavet i ugens løb. Skolepædagog Per Lauritzen fortæller, hvorfor et projekt som “Sammen kan vi” fungerer så godt. - Det er ikke kun de tre hold her, der betyder noget. Det er også, at børnene finder ud af, at de andre elever interesserer sig for nogle af de samme ting, som de selv gør. På den måde får de nye venner, der har samme interesser som dem selv, siger han. Og det bekræfter 9-årige Marck Moied Yusuf, da Hvidovre Avis efterfølgende taler med ham. - Jeg synes ikke, at klasserne skal lægges sammen, men der er nogle af de andre, der godt kan lide at spille fodbold, siger han og taler således om frikvartererne. Også Melina Kramer og Emma Holte Svenningsen har været glade for projektet. - Vi har mødt nogle af dem fra de andre klasser og har fået nogle rigtig gode venners, siger Emma og Melina. I teatersalen er der blevet fniset, rappet, danset og hoppet. Opskrifter på lækre boller og skøn suppe er læst op, og nu skal der smages på maden.