Fortsæt til indhold

Bjørn Hyrup har nu sagt farvel til Hvidovre Musikskole

Er blevet kulturkonsulent i "Danske Seniorer", men fortsætter med Promenadeorkestret

Arkiv
Arkiv

- Det er selvfølgelig med vemod, at man tager afsked med noget der har været en betydelig del af ens liv og færden. Og den opbakning og støtte, jeg fik ved mit 25 års jubilæum i Medborgersalen sidste år, har ikke gjort beslutningen nemmere, siger Bjørn Hyrup. - Men når man er fyldt de 61 år og har undervist i mere end 40 år, kan det måske være på tide at prøve noget nyt. Især når det kan harmonere med en fortsat tilværelse i musikken, både som arrangør som kapelmester. Bjørn Hyrup har stået for utrolig mange musikalske initiativer i sin tid i Hvidovre. I flæng kan bare nævnes diverse orkestre, musikskolens dygtige brassband, showtime med en række kendte musicals, og ikke mindst de mange udvekslingsrejser med de unge lokale musikere, rundt i hele verden, bl.a. til Canada og USA, for ikke at forglemme det spændende samvirke med De Dansk-Vestindiske øer, som Hvidovre senest havde genbesøg af i sidste måned. Jobbet som orkesterleder og underviser ved Hvidovre Musikskole bliver i øvrigt i familien, idet Bjørn Hyrups svigersøn, den 42 årige internationalt anerkendte trompetist Bo Fuglsang er tiltrådt. Han er Hvidovredreng, og startede som purung på musikskolen, og spillede også under Bjørn i Brassbandet. Som 20-årig vandt et job i Sønderjyllands Symfoniorkester, og har senere gjort karriere bl.a. i London Symphony Orchestra og BBC Symphony Orchestra og er lige nu tilknyttet Copenhagen Phil. Hvad der ikke står på hans omfattende CV er, at han er fast lærer på MGK Køge, og så i øvrigt nordisk mester i petanque.

Bo Fuglsang - ny underviser på Musikskolen.

Det nye job

Bjørn Hyrup kommer ikke til at kede sig i sit nye job som kulturkonsulent i foreningen "Danske Seniorer", hvor han bl.a. skal stå for koncerter, underholdsningsarrangementer, rejser og foredrag over hele landet. "Danske Seniorer", der kun har tre år på bagen, er en udløber af Pensionisternes Samvirke, der også har to højskoler, og er en organisation på linie med Ældre Sagen. Men efter mere end 40 år i musik, - i Livgarden, diverse orkestre og ikke mindst som musiker, dirigent og kapelmester for Tivolis Promenadeorkester -, siger han selvfølgelig ikke farvel til den del af livet. - Nej, bestemt ikke. Selv om Tivoili er et afsluttet kapitel, fortsætter Promonadeorkestret for fuldt tryk med mange engagementer og koncerter. Om sommeren har vi således en række slotskoncerter og vi forstætter også de populære nytårskoncerter, hvor vi i januar skal ud med stjernesolister ikke færre end 12 steder i Danmark, understreger Bjørn Hyrup, - der sluttelig røber at nytårskoncerten i Hvidovre finder sted torsdag den 5. januar kl. 19.00 i Medborgersalen. mads-