Fortsæt til indhold

Kom med bag koncertens kulisser

Hvidovre Musikråd inviterer musikinteresserede ind i maskinrummet og til årsmøde

Arkiv
Arkiv

- Hvidovre Musikråd er for alle dem, som har lyst til at lave koncerter for byens borgere. Og alle er velkomne, udtaler rådets forkvinde Kirsten Larsen. På årsmødet vil medlemmer under Musikrådet vælge, hvem der det næste års tid skal sidde i Hvidovre Musikråd, som består af fem medlemmer og to suppleanter. Men også ikke-medlemmer er meget velkomne til at tage del i det daglige arbejde med koncerterne: - Vi kalder det for interessemedlemmer, og de har lige så meget at sige i koncertplanlægningen som os, der er valgt ind i rådet, udtaler Kirsten Larsen. En af Musikrådets fornemste opgaver er at udbrede musikken i Hvidovre og Avedøre: - Vi arbejder for at skabe musik for folk. Der er 50.000 mennesker i Hvidovre, og der skal være noget interessant for alle. Vi favner bredt musikalsk her i rådet, så man kan byde ind med alle genrer, udtaler Helge Skov fra rådet, og han tilføjer: - Samtidig vil vi gerne gøre opmærksom på de mange gode steder, man kan lave større og mindre koncerter her i byen... Jørgen Leth fra rådet forsætter: - Vi arbejder for at sætte Hvidovre på det musikalske Danmarkskort og finde vores egne ben i et landskab med rigtig mange stærke profiler. Vi er på vej, og folk fra nabokommunerne kommer allerede som gæster til vores koncerter. - Og vores musikerne har også altid givet udtryk for, at de har gode oplevelser med at spille i samarbejde med Musikrådet, og derfor er de glade for at komme her i Hvidovre, supplerer Kirsten Larsen. Rådet holder udover koncerterne ca. 10 årlige planlægningsmøder af 2-3 timers varighed på hverdagsaftener samt én årlig planlægningsdag, typisk en lørdag. Læs mere om Hvidovre Musikråd på Facebook/HvidovreMusikrad. Årsmødet foregår i Bibliotekscaféen på Hvidovrevej 280 på tirsdag den 20. september kl. 19.00, og alle er velkomne. Der vil blive serveret gratis kaffe og kage. Tilmelding er ikke nødvendig.