Succesfuld direktør afskediget
ECE, der ejer Rosengårdcentret, har med øjeblikkelig virkning opsagt samarbejdet med Carsten Lindblad
Carsten Lindblad, der har været direktør i Rosengårdcentret siden april 2007, har fået opsagt sin stilling.
Det bekræfter den tyske butikscenter-koncern, ECE, der ejer Rosengårdcentret.
"Vi har aftalt med Carsten Lindblad efter fælles overenskomst, at samarbejdet stopper fra slutningen af september 2016," skriver Lukas Nemela, pressetalsmand for ECE i en mail til Lokalavisen Odense.
Hvad årsagen er til opsigelsen, vil ECE ikke oplyse.
"Af hensyn til databeskyttelse kan vi ikke give mere præcise oplysninger om grundene til afskedigelsen," oplyser Lukas Nemela.
Lindblad var med i salg
I marts 2013 blev Rosengårdcentret solgt til European Prime Shopping Centre Fund, der er en verdensomspændende kapitalfond med ejerskab over 100 shoppingcentre. En handel, som Carsten Lindblad var stærkt involveret i.
Lokalavisen Odense og andre medier kender ikke det præcise salgstal, men vi befinder os formentlig i milliardklassen.
Men nu stopper samarbejdet altså.
Den nye direktør bliver en tysker, oplyser ECE.
"Ny centermanager for Rosengårdscentret bliver fra den 7. oktober Christian Langsdorrf. Han er en erfaren centerchef fra ECE og har de sidste 22 måneder været centermanager for Holsten-Galerie i Neumünster i Slesvig-Holsten i Tyskland. Vi satser på, at Christian Langsdorrf vil fortsætte den positive udvikling i omsætningen i Rosengårdscentret," fortæller Lukas Nemela.
Rosengårdcentret er et af landets mest besøgte centre med 9,6 millioner gæster om året.