Fortsæt til indhold

Et vigtigt og svært skridt mod pokalfinalen

Arkiv
Arkiv

Team Esbjergs nye spanske spiller, Lara Gonzáles Ortega, er med i truppen til tirsdagens kamp i Santander Cup mod Odense Håndbold, såfremt formalia omkring hendes spilletilladelse falder på plads. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse
Der kan blive brug for alle kræfter mod cheftræner Jan Pytlicks mandskab, der er forstærket med OL-spillere fra Rusland og Brasilien inden den nye sæson.
"Odense har oprustet hen over sommeren, og det ser ud til, at holdet vil være en tand skarpere og spille hurtigere håndbold med øget satsning på kontrafasen under Jan Pytlick. Vi har tidligere haft det svært mod denne modstander, og på udebane bliver det absolut ikke nogen nem opgave," siger Team Esbjerg-cheftræner Lars Frederiksen i pressemeddelelsen
Ud over det markante skift på cheftrænerposten fra Flemming Larsen til Pytlick har der været gang i svingdøren i Odense, og der er basis for en spændende – og måske uforudsigelig – håndboldkamp tirsdag aften.
"Pokalkampen er den første gældende kamp i mange måneder, og vores mål er at komme i finalen. Kampen i Odense er et vigtigt skridt mod en svær modstander. Vi glæder os til kampen og synes selv, at vi i forhold til indsatsen i Super Cup har fået trænet godt, og at det siden kun er gået fremad. I træningskampen mod Viborg fik vi vist, at vi kan spille håndbold," siger Lars Frederiksen.
Han var i weekenden i Slovenien for at følge kvalifikationsturneringen om den sidste plads i Team Esbjergs Champions League-gruppe. Ikke overraskende blev det værtsklubben, RK Krim Mercator, der sikkert sikrede sig CL-deltagelse. Det er et hold, der efter Lars Frederiksens vurdering bør kunne besejres på hjemmebanen i Esbjerg.