Fortsæt til indhold

- Man får et fællesskab og gør andre glade...

Denne uge er frivillighedsuge og her vil man kunne møde frivillige fra alle Hvidovres foreninger, klubber og grupper. En af dem er 16-årige Magnus Funch Clausen fra Avedøre

Arkiv
key

- Jeg bor i Avedøre Stationsby, og så ville jeg egentligt bare gerne gøre noget for området, siger Magnus Funch Clausen. Hvidovre Avis har mødt ham i Fritidsbutikken, hvor han efter en snak med Niels Petersen fra netop Fritidsbutikkn begyndte at komme til møderne med Avedøres Venner. - Niels foreslog, at jeg kunne hjælpe med til Høstfesten, og så hjalp jeg med at slå teltene op. På den måde føler man, at man har ansvaret for at skabe noget, fortæller Magnus Funch Clausen. Magnus Funch Clausens første engagement gik efter hans eget udsagn rigtig godt, og det førte til, at han gerne ville mere. - Jeg synes, at man får et fællesskab og en glæde ud af at gøre andre glade. Og så er man sammen, og det er hyggeligt, siger han. Magnus Funch Clausen har desuden en passion for fotografering, som han gerne kombinerer med det frivillige arbejde. Det er således Magnus, der har taget en lang række af portrætterne af de frivillige, som man kan se udstillet på Hovedbiblioteket i Frivillighedsugen. Til oktober er det desuden Magnus, der sammen med Avedøre Kirke arrangerer Natkirke. - Jeg tænkte bare, hvorfor ikke prøve det her i Avedøre, siger han. Ud over skolen og det frivillige arbejde har Magnus Funch Clausen desuden startet gruppen Avedørebyens Foto. Her forsøger han at få andre lokale til at dele billeder af Avedøre. Desuden har han ind imellem konkurrencer på siden. - Det kunne være fantastisk, hvis der også var andre, der havde lyst til at dele deres billeder af Avedøre, siger han. Han vurderer, at han bruger mellem 10-15 timer om ugen på det frivillige arbejde, men det generer ikke Magnus, at det fylder så meget i hans kalender. - Jeg vil rigtig gerne vise andre, at de også kan skabe noget. Og så kunne det være sjovt, hvis der også var andre unge, der kunne være interesserede i at være med, siger han.