Facebook bygger gigantisk datacenter i Odense
Ifølge Fyens.dk er Facebook i færd med at opføre et enormt datacenter i Tietgenbyen
Facebook er lige nu i gang med at opføre et gigantisk datacenter i Tietgenbyen, der ligger syd for Odense. Arealet fylder mere end Rosengårdcentret. Det skriver www.fyens.dk, der gennem længere tid har arbejdet på at kunne afsløre den omfattende investering.
Oplysningerne er endnu ikke bekræftede af hverken Odense Kommune eller Facebook selv, men ifølge Fyens Stiftstidendes research skulle det altså være helt sikkert, at Facebook nu er på vej med et odenseansk hovedkvarter.
It-giganten vil tilsyneladende bygge tre store serverhaller og en række tekniske tilbygninger - i alt 184.000 kvadratmeter i erhvervsområdet Tietgenbyen.
Fyens.dk skriver, at den amerikanske investering ventes at skabe 1200 job i forbindelse med byggeriet af anlægget, som et britisk entrepenørfirma skal stå for. Efterfølgende kan datacentret både direkte og indirekte skabe tusindevis af varige job på og udenfor datacentret.
Det viser erfaringerne fra Luleå i Nordsverige, hvor Facebook driver et tilsvarende datacenter.
Tredje datacenter uden for USA
Anlægget i Odense er det blot tredje datacenter, Facebook vil opføre uden for USA.
Arealet på godt 500.000 kvadratmeter er på papiret købt af et firma med navnet Cassin Networks ApS, som betaler Odense Kommune 68 millioner kroner for grunden. Men reelt er det Facebook, der står bag Cassin Networks Aps - og dermed bag opkøbet i Tietgenbyen.
Byggeriet, der altså er af gigantiske dimensioner, er i fuld gang med at blive forberedt, skriver www.fyens.dk.
I slutningen af sidste uge er hegn blevet sat op omkring området, som overvåges af sikkerhedsvagter, og det globale entreprenørfirma Mace, der skal bygge datacentret, er ved at rykke ind.
Læs mere i Lokalavisen torsdag, hvor vi følger op på nyheden.