Budgetforhandling varsler ny epoke med blokpolitik
Skyttegraven mellem de 14 blå og 15 røde mandater er dybere end nogensinde før
Odense har en årelang historisk tradition for at indgå brede forlig om budgettet. Men nu varsles en ny periode med blokpolitik, efter Anker Boye torsdag undlod at invitere de borgerlige partier til forhandlingsbordet og i stedet lavede en budgetaftale med et snævert rødt flertal - 15 røde byrådsmedlemmer mod 14 blå.
Når de borgerlige ikke fik en invitation skyldes det, at de på forhånd havde sagt nej til at gennemføre den skattestigning på 0.5 procentpoint, som rød lejr altså nu har skrevet under på.
Underlig proces
Kristian Guldfeldt, byrådsmedlem for de Konservative, kalder processen underlig.
"Anker Boye har skrevet historie ved at nægte at forhandle med de borgerlige og i stedet smide os ud på forhånd. Det har virkelig været en underlig proces og stik modsat den måde, vi plejer at indgå budgetforlig på i Odense," siger han.
"Man skal huske, at valgresultatet var meget snævert. Af respekt for demokratiet og de mange borgere i Odense, der stemte borgerligt, burde alle partier have været inviterede til forhandlingerne," mener han.
Også i Venstre er man skuffede over at være blevet smidt ud af forhandlingerne på forhånd.
"Anker Boye har ændret demokratiets spilleregler fundamentalt ved at indgå et budgetforlig med så snævert et flertal," lyder det således fra Christoffer Lilleholt (V).
Det måtte ende skyttegravsagtigt
Socialdemokraternes Anders W. Berthelsen kalder situationen skyttegravsagtig.
"Men sådan er demokratiet jo. Det er sjovere, hvis flere står bag et forlig, men når de blå slet ikke ville være med til at sætte skatten op, måtte det jo desværre ende lidt skyttegravsagtigt med de 15-14," siger han.
Kritiske røster mener, at Anker Boye nu kun er borgmester for halvdelen af byen. Hvad tænker du om det?
"Nu var det jo skattestigningen, der delte os, og den tror jeg faktisk ikke, borgerne er så kategoriske omkring. Så længe skattestigningen er synlig, målbar og bruges på varme hænder, så tror jeg faktisk, de fleste borgere vil være tilfredse med det," vurderer Anders W. Berthelsen.
Rahbæk Juel: Ingen grund til at overdramatisere det.
Socialdemokraternes spidskandidat og Odenses måske kommende borgmester, Peter Rahbæk Juel, maner til besindighed.
"Jeg tror ikke, det er så kompliceret," siger han.
"Skattestigningen er sådan set bare en ting, vi er meget politisk uenige om. Enten vil man sætte skatten op, eller også vil man ikke. Både vi og de borgerlige tjener vælgerne bedst ved loyalt at følge den politik, vi er valgt på. Uenigheden er sund, men i dette tilfælde var den desværre for stor til, at der kunne forhandles et bredt forlig igennem".
Varsler det en ny periode med blokpolitik?
"Nej, det synes jeg ikke, det gør. Der er ingen grund til at overdramatisere det. Vi står altid åbne til at forhandle med de partier, vi tror, vi kan nå en politisk løsning med. Og jeg er helt sikker på, det vil være muligt i mange andre aftaler fremadrettet".