Stor festivitas for de frivillige
Hvidovre Frivillighedsuge 2016 finder sted i denne uge
Frivillighedens ansigter i Hvidovre
I dagene op til Frivillig Fredag kan de frivillige for 5. gang blive fotograferet til portrætserien Frivillighedens ansigter. Det er en fotoudstilling med Hvidovres frivillige ansigter, der samtidig viser mangfoldigheden i forskellige former for frivilligt arbejde. Der afholdes fotoworkshop mandag - torsdag i foyeren ved Hovedbiblioteket fra kl. 11.00-15.00. Her kan nye ansigter blive fotograferet, men de frivillige foreninger kan også booke en fotograf, der kan komme på besøg i foreningen/projektet/gruppen, hvis man foretrækker det. Det kan samtidigt vise, hvilket frivilligt arbejde der arbejdes med. - Vi har nu igennem fire år fotograferet 534 frivillige Hvidovreborgere, men vi håber, at mange igen i år vil lade sig fotografere til udstillingen, og gerne frivillige fra områder/foreninger, der endnu ikke er med i portrætserien, udtaler Niels E. Pedersen fra arrangørgruppen. Udstillingen “Tørresnoren” hænger på Hovedbiblioteket indtil efterårsferien og GadeGalleriet foran Medborgerhuset/Rådhuset vises i løbet af Frivillighedsugen!
Så Hatten Passer og Tip en forening
Hvidovre Frivillighedsuge afsluttes med festdagen Frivillig Fredag. I år foregår det i Medborgersalen fredag d. 30. september kl. 16.00. Der serveres kaffe og lækker kage fra det traditionelle Hvidovreianske kagebord, flot serveret af Hvidovres lokale politikere. De fremmødte kan deltage i quizzen “Tip en forening” - et sjovt multimedie-show med egen livsstilsekspert - produceret af lokale frivillige. Teater Vestvolden har igen i år booket skuespillerne Claus Bue og Christian Damsgaard, så der vil være forrygende underholdning i “Så Hatten Passer”. Hvad mon de finder på i år? Arrangørgruppen består af repræsentanter fra: Hvidovre Frivillighedsråd, Hvidovre Ældreråd, Ældre Sagen i Hvidovre, Røde Kors-Hvidovre, Cafe Hjertetræets cafeforening, Forbrugergruppen Vest, Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, Venskabskredsen i Avedøre, Hvidovre Idrætsforening, Fritidsbutikken i Avedøre, Kulturhuset BuQetten og Ældre- og Handicap, Hvidovre Kommune. For spørgsmål til arrangementerne eller bestilling af fotografer til portrætserien kontakt Niels (tlf. 23 24 10 82), Lene (tlf. 50 84 39 53) eller Betina (tlf. 36 39 38 21). Se også facebooksiden: Frivillige i Hvidovre.