Spirituskørsel endte i autoværnet
Det endte galt for en 24-årig mand i går aftes, da han satte sig bag rattet med for meget spiritus i blodet
En 24-årig mand fra Esbjerg skulle nok have tænkt sig en ekstra gang om i går, inden han satte sig bag rattet i sin bil. For kort tid efter forulykkede han, blev taget af politiet for spirituskørsel og fik til sidst beslaglagt sin bil.
Det startede med, at han kom kørende ad Storegade, hvor han klokken 20.43 kørte lige over en rundkørsel tæt ved motorvejen og direkte ind i autoværnet. Det gik kun udover bilen, og den 24-årige mand slap dermed uskadt fra uheldet.
Men da politiet ankom til stedet, blev den 24-årige mand testet for, hvor påvirket han var af alkohol. Promillen var så høj, at den 24-årige mands bil blev beslaglagt, imens han selv kunne se frem til en sigtelse for spirituskørsel.
Det oplyser politiet i Esbjerg.