Lauritz.com i Kolding
På Trianglen 20 i Kolding finder man en af de danske filialer af auktionshuset Lauritz.com.
Konceptet har siden 1999 vokset sig til et af de største online auktionshuse i verden, og med mere end 160.000 daglige besøg på auktionssiden, og kunder fra mere end 200 lande, er der i sandhed tale om et globalt handelsforum.
Tanken med at kombinere den traditionelle auktionsverden med internettets uanede muligheder kommer blandt andet til udtryk i, at kunderne nyder godt at den enorme faglige ekspertise som er til stede – samtidig med, at man som sælger får sine varer eksponeret på en af Danmarks mest besøgte hjemmesider.
- I Kolding-afdelingen, som har eksisteret i mere end 12 år, er vi begunstiget med vurderingseksperter som tilsammen kan mønstre over 50 års erfaring i auktionsbranchen. Her sælges der alt fra f. eks. kunst, møbler og belysning til keramik, sølv, ure og smykker. Eneste krav er, at en vare skal kunne vurderes til min. 800 kr. Ellers kan vi sælge stort set alt fortæller filialchef Claus Kolding.
Få en gratis vurdering
På Trianglen 20 er der dagligt åbent fra kl 10-18 og lørdage fra 10-14. Her kan kunderne besigtige de udbudte varer i showroomet, medbringe varer eller billeder heraf til en gratis og uforpligtende vurdering eller bare ose og søge inspiration blandt de mange fristelser. Man har ligeledes mulighed for at fremsende billeder af sine effekter i en mail og herefter gratis modtage en foreløbig vurdering.
- Trygheden i, at man som sælger ikke behøver udstille sit hjem for at sælge sine ting kombineret med nemheden i, at man blot skal aflevere effekterne til os, gør os til en eftertragtet platform for sælgere. Når effekterne er afleveret hos os, kan man blot sætte sig hjem og vente på, at pengene går ind på kontoen. Resten klarer vi, fortsætter filialchef Claus Kolding, der ligeledes påpeger, at Lauritz.com også er den foretrukne salgskanal for mange nyproducerede varer som f.eks. restpartier o.l.