Otte blev anholdt
Weekenden bød på nye uroligheder i Haderslevs natteliv. Politiet slog hårdt ned
“Der var en ond stemning i byen, og det virker som om de aggressive unge bevidst går efter at provokere os.”
Ordene kommer fra Erik Lindholdt, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Og han fortæller at politiet handlede konsekvent, således som det er besluttet. Natten til lørdag, hvor urolighederne var værst, blev fem mænd anholdt. De blev alle sigtet for gadeuorden og måtte tilbringe resten af natten bag tremmer. Natten til søndag fortsatte balladen, selvom det aldrig blev så slemt som natten før. Det blev dog alligevel til tre anholdelser. To efter ordensbekendtgørelsen og én fordi han ikke ville rette sig efter politiets anvisninger.
Konfrontationerne kommer efter, at Haderslev igennem lang tid har været plaget af en gruppe unge menneskers hærgen. Urolighederne kulminerede for nogle uger siden, hvor biler blev brændt af i gaderne, og en politipatrulje måtte trække sig fordi betjentene blev truet af en stor gruppe unge.
Det fik politiet til at steppe op:
“Der er åbenbart nogle som tror at 'gadens parlament' skal styre det hele. Men det vil vi sætte en effektiv stopper for,” siger vagtchefen i et interview med TV Syd.