Ny stibro monteret over Holbækmotorvejen
I weekenden udnyttede Banedanmark en motorvejsspærring til at montere en ny stibro over Holbækmotorvejen på strækningen i Hvidovre. Montagen forløb efter planen, og motorvejen kunne genåbnes lørdag aften
Arbejdet var planlagt til at foregå under den varslede motorvejslukning fra fredag aften til mandag morgen. Broen var dog allerede på plads lørdag eftermiddag, hvorefter DONG og Dansk Vejservice kunne retablere belysning og autoværn, før de første biler igen kunne indtage Holbækmotorvejen og køre under den nye bro lørdag aften. Stibro erstatter gangtunnel under Holbækmotorvejen Den nye stibro strækker sig mellem Hvidovregade på den nordlige side af Holbækmotorvejen og I. G. Smiths Allé på den sydlige side af Holbækmotorvejen. Stibroen erstatter den stitunnel, der tidligere gik under Holbækmotorvejen og som blev fjernet i forbindelse med byggeriet af Hvidovretunnellen. Tunnelarbejde skal afsluttes, før stibroen åbner Selvom weekendens montage er veloverstået, og alt forløb efter planen, vil der stadig gå nogle måneder, før de første fodgængere kan passere Holbækmotorvejen via den nye stibro. På den nordlige side af motorvejen er Banedanmark i gang med en række arbejder ovenpå Hvidovretunnellen, der skal afsluttes, før broen kan åbnes og tages i brug.