Fortsæt til indhold

Forældrekampagne skal få flere unge til at vælge erhvervsuddannelser

Alt for mange unge vælger en gymnasial uddannelse. Det vil regionerne nu gøre noget ved

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

Det er ikke ny viden, at størstedelen af de unge vælger en gymnasial uddannelse, men nu skal forældrene også ind i kampen, når det handler om deres børns valg af uddannelse. Forældrene ved alt for lidt om erhvervsuddannelser, derfor vælger langt størstedelen af deres børn en gymnasial uddannelse. Det skal en ny kampagne gøre noget ved. Den skal klæde forældrene bedre på til at tale om uddannelse med deres børn. Det oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Tre ud af fire af de forældre, der har børn mellem 14 og 23 år, råder eller har allerede rådet deres børn til at tage en gymnasial uddannelse. Det gør de, trods at hver femte forældre ikke føler sig i stand til at vejlede deres børn godt nok omkring valg af uddannelse. Det viser en ny undersøgelse, mediebureauet IUM og IPG Mediabrands har lavet for Den Regionale Ungeenhed.
Det vil de fem regioner nu gøre noget ved, derfor lancerer de sammen med blandt andet Danske Erhvervsskoler og Hands On kampagnen Dit Barns Fremtid.
"Som forælder vil man sine børn det bedste, og kampagnen kan være med til at vise forældrene, at en erhvervsfaglig uddannelse er en rigtig god vej at begive sig ud på", siger Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark.

Akut brug for faglærte

Kampagnen er en vigtig brik for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, da fremskrivninger fra DI og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der kommer til at mangle helt op mod 70.000 faglærte i 2025.
Men dette hænger ikke sammen med de unges søgemønster i 2016. I Region Syddanmark valgte syv ud af 10 unge en gymnasial uddannelse (STX, HTX, HHX og HF) efter 9. og 10. klasse, mens kun en ud af fem unge valgte en erhvervsfaglig uddannelse. Det vil kampagnen gøre noget ved.
"Der er masser af gode job-, løn- og karrieremuligheder i at tage en erhvervsuddannelse. Det håber jeg, at flere unge og deres forældre bliver opmærksomme på. For dygtige faglærte er rygraden i de private virksomheder. Og vi har brug for dem nu og i fremtiden", siger Adm. direktør Jacob Holbraad, DA.
Du kan læse mere og blive klogere om kampagnen på Ditbarnsfremtid.dk.