Fortsæt til indhold

Energy vil rejse sig mod de fynske Bulldogs

Arkiv
Arkiv

I aften klokken 19.00 har Esbjerg Energy en ny chance for at sikre point i årets Metal Liga, når Odense Bulldogs gæster Granly Hockey Arena.
- Vi har talt lidt om de positive elementer fra vores sidste kamp i Hørsholm mod Rungsted. Og så har vi analyseret på de få minutter, hvor tingene ikke gik vores vej. Endelig har vi så set en del video på Odense, så vi føler os rimeligt godt forberedt," forklarer assistent-træner Thor Dresler fra Esbjerg Energy i en pressemeddelelse og fortsætter.
"Efter at have set videoen fra den seneste kamp mod Rungsted, er indtrykket af, at vi spillede en god kamp mod Rungsted kun blevet forstærket. Både vi i trænerteamet og spillerne har derfor en fornemmelse af, at vi spillede godt i store dele af kampen. - Den seneste kamp er et rigtigt godt eksempel på, hvor vigtigt det er at præstere i mindst tres minutter i årets Metal Liga. Specielt mod et så godt mandskab som Rungsted. Nu får vi igen en ny chance fredag aften mod Odense. Men der skal præsteres i tres minutter mod fynboerne. Så det håber vi på."
Både Esbjerg Energy og Odense Bulldogs har skuffet i årets to første spillerunder. Esbjerg har tabt 3-1 til Frederikshavn i premierekampen og er ude blevet besejret med 4-3 af Rungsted. Odense tabte hjemme med 2-1 i premieren til Aalborg Pirates og blev senest besejret med 3-2 i Frederikshavn efter overtid.
"Efter to kampe kunne det jo umiddelbart ligne en bundkamp, men der er 43 kampe tilbage, så mon ikke de resterende spillerunder vil ændre lidt på stillingen i ligaen," vurderer Thor Dresler og fortsætter:
"Men det er altid rart at sejre, at få bygget lidt selvtillid på og skabe en god følelse i truppen, så kampen er rigtig vigtig. - Derfor bliver det rigtigt vigtigt for os, at vi formår at spille koncentreret i samtlige tres minutter. Vi skal samtidigt holde de aftaler vi indgår og stille til kampen med masser af god energi. Det kunne resultere i en god gang hockey."
Kampen mellem Esbjerg Energy og Odense Bulldogs begynder i aften klokken 19.00 hjemme i Granly Hockey Arena.