Fortsæt til indhold

"Verdens sjoveste musical-hit" kommer til Vejle

Arkiv
JH

I samarbejde med Thomas Langkjær Entertainment og Tivoli er Vejle Musikteater stolte over at kunne præsentere den danske opsætning af musicalen Spamalot, med en imponerende stjernebesætning.
På scenen er Martin Brygmann, Stig Rossen, Linda P, Lars Hjortshøj, Thomas Warberg, Pelle Hebsgaard og Lise Baastrup m.fl. Forestillingens instruktør er Anders Albien, mens Hella Joof supplerer som dialoginstruktør.
"Det bliver intet mindre end vanvittigt, når stjernebesætningen dykker ned i Monty Python’s gakkede ridderunivers i hit-musicalen Spamalot. Sammen kaster de sig ud i en komisk tour-de-force, som tager myten om Kong Arthur og Ridderne af Det Runde Bord under kærlig behandling akkompagneret af ægte Monty Python-hits. Forestillingen er skabt af selveste Monty Python’s egen Eric Idle," skriver Vejle Musikteater i en pressemeddelelse.
Spamalot – the musical tager udgangspunkt i myten om Kong Arthur og Ridderne af Det Runde Bord.
Arthur (Stig Rossen) og hans mere eller mindre modige riddere Sir Lancelot (Martin Brygmann), Sir Robin (Lars Hjortshøj), Sir Bedevere (Linda P.) og Sir Galahad (Kenneth M. Christensen) kaster sig ud i jagten på den hellige gral. Med sig har de deres imaginære heste og væbneren Patsy (Thomas Warberg), der med to kokosnødder sørger for den helt rigtige lyd af hestehove.
På den farefulde færd møder ridderne dødbringende dræberkaniner, riddere der siger NI, den supersexede søjomfru ”Lady of the Lake” (Lise Baastrup), en hær af irriterende franskmænd og mange andre vanvittige Monty Python-figurer. Vejen mod målet er hård, men uanset hvor meget modgang ridderne møder, er det aldrig så slemt, at det ikke kan klares med det legendariske Monty Python hit: “Always Look on the Bright Side of Life”.
Spamalot – the musical fik premiere på Broadway i 2005 og blev straks en kæmpe succes. Den originale Broadway produktion vandt to Drama Desk Awards, en Grammy Award for ”Bedste musical show album” og tre Tony Awards blandt andet for ”Bedste musical”. Forestillingen har i alt været nominereret til 14 Tony Awards.

Få steder i Danmark

Musicalen spiller kun få steder i Danmark i 2017
Musicalen spiller successivt i: Tivoli, Vejle Musikteater, Musikteatret Holstebro og Arena Nord.
Spamalot, Store Sal, Vejle Musikteater
Onsdag den 10. maj kl. 20:00
Torsdag den 11. maj kl. 20:00
Fredag den 12. maj kl. 20.00
Lørdag den 13. maj kl. 16:00 & 20:00
Søndag den 14. maj kl. 16:00 & 20:00
Billetsalget starter torsdag den 13. oktober kl. 10:00