Borgere og medarbejdere i chok efter budget
I sidste uge blev det under den endelige budgetbehandling besluttet af et flertal i kommunalbestyrelsen, at Hvidovre Motionscenter fremover skal drives af frivillige. Dermed fik leder og ansatte i Hvidovre Motionscenter noget, der for de fleste vil kunne
De tal Hvidovre Avis har set tyder imidlertid på noget andet. I følge avisens oplysninger var der i perioden fra 1. januar 2014 og frem til 30. september 2014 22.366 besøgende. I den samme periode det følgende år, var der 22.649 besøgende, hvoraf 9.629 var pensionister. I samme periode 2016 var der 23.573 besøgende, hvoraf 11.514 var pensionister. Da budgettet blev behandlet var der, som også beskrevet i seneste Hvidovre Avis, besøg i kommunalbestyrelsen af mange af centrets brugere. Hvidovre Avis har talt med centrets daglige leder, Susanne Nielsen, om Hvidovre Motionscenters profil og hvordan hun ser arbejdet og beskriver centrets brugere. - Da jeg startede i centret var der ikke andre motionscentre i nærheden, og det var bare den almindelige borgere, der gerne ville dyrke motion, der kom i centret. Da jeg startede i centret var det derfor primært gymnastik på gammeldags maner og vægttræning, der blev dyrket i lokalerne, fortæller hun. Lige som Susanne Nielsen har ændret sig igennem årene fra at være timelønnet medarbejder til at hun blev ansat som leder i 1999, har centrets profil også ændret sig markant igennem årene.
Plads til alle
Susanne Nielsen er, foruden at være daglig leder, instruktør i Hvidovre Motionscenter. Hun indgår i normeringen. Hun kan fortælle, at nogle af de borgere, der kom i centret, da hun selv startede, stadig kommer i centret. - Hvidovre Motionscenter er et sted, hvor stemningen altid har været rar og god. Der har altid været plads til alle, uanset alder. Det er ikke et sted kun for de unge og smukke, siger hun og fortsætter. - Der har altid været en rummelighed og brugerne er søde mod hinanden, snakker og hjælper hinanden. Rigtig mange kommer her pga. atmosfæren og her er plads til motion på mange planer. Fra motionisten med rollator til eliteudøveren, fortæller hun. Susanne Nielsen skelner mellem de forskellige grupper og kalder de 40-60-årige for “de unge” brugere, mens der på den ældre side er brugere, der er over 80 år. Foruden disse brugere er der stadig en del helt unge mennesker, samt børn fra 12 år, som træner med deres forældre. - Vi er det eneste træningscenter, hvor det kan lade sig gøre, siger hun og fortsætter. - Dem jeg kalder de unge, kunne jo sagtens gå i et andet motionscenter, men det er de ikke interesserede i. De fortæller, at det er helt afgørende for dem, at de har mulighed for at træne under de rammer, som Hvidovre Motionscenter tilbyder. Nogle af dem har prøvet andre centre, men vender trofast tilbage, da atmosfæren og den professionelle hjælp ikke findes andre steder, fortæller hun. Den ældre gruppe af brugere er ofte over 80 år, men er alle kendetegnet ved at være i god form, hvorfor det ofte er svært at se, at de er over 80 år. Mange af dem er startet op med dårligt helbred, men har efter kort tid mærket en markant forbedring og forandring i deres livskvalitet. - Vi har egentlig en meget blandet gruppe brugere, men mange kommer her kun for vores varierede holdtræning,fordi vi lægger stor vægt på at undervise individuelt, og fordi vi retter, så man laver øvelserne korrekt. Vi tilrettelægger undervisningen i forhold til de brugere vi har og de fleste af vores hold er overbookede, det vil sige at der er venteliste for at komme på hold, selv om vi har to til tre hold om formidagen fortæller hun.
Ringer gerne hjem
Susanne Nielsen fortæller endvidere, at det ikke er ualmindeligt, at man fra centret ringer hjem til brugerne, hvis det er lang tid siden man har set dem på et hold. Hun kalder det for almindelig omsorg, og hun tilføjer, at hun og medarbejderne er rigtig glade for det arbejde de udfører. - Vi er da stolte af vores job og vi er rigtig glade for de mange anerkendelser vi får, siger hun. Hun lægger dog ikke skjul på, at det seneste uger har været hårde, fordi hun, som udmeldingen er nu, ikke ved præcis hvordan fremtiden ser ud for Hvidovre Motionscenter. - Der er rigtig mange der spørger, hvad der kommer til at ske, og vi kan desværre ikke rigtig svare på det lige nu, siger hun. Hvidovre Motionscenter er normeret til tre fuldtidsstillinger, og fem deltidsansatte. Det fordeler Susanne Nielsen på en håndfuld medarbejdere, der alle kendetegner sig ved at være uddannede instruktører, og som derfor er specialister i at undervise korrekt og kan deres anatomi. Susanne Nielsen lægger ikke skjul på, at hun er meget stolt af sine vellidte medarbejdere, der efter hendes mening gør et kæmpe stykke arbejde for borgerne. - Jeg har aldrig ansat en medarbejder, der ikke har træneruddannelsen. For det er ikke ok, hvis vores brugere har en instruktør, der ikke ved, hvad han eller hun taler om, siger Susanne Nielsen.
Ikke konkurrenceforvridende
I følge Susanne Nielsen er det på sin vis ikke overraskende, at Hvidovre Motionscenter nu skal ændres i sin form. Hun begrunder det med, at centret i de sidste mange år har været på tale i forbindelse med budgetarbejdet i kommunen. Da der ikke hidtil i dette års budgetproces havde været udmeldinger om, at Hvidovre Motionscenter lå i søgefeltet for besparelser, kom udmeldingen om at Hvidovre Motionscenter fra januar 2017 skal fortsætte i en helt anden form end den nuværende, som en stor overraskelse for leder og medarbejdere. Hun understreger, at det er svært at fortælle om situationen, da hun er ansat i Hvidovre Kommune, men at meldingen kom som et chok for dem alle. Også centrets brugere, der som før nævnt, mødte talstærkt op til budgetbehandlingen i kommunalbestyrelsen var tydeligt overraskede over beslutningen. Susanne Nielsen lægger imidlertid heller ikke skjul på, at hun mener, at Hvidovre Motionscenter udfylder en væsentlig opgave, som hun igennem sine mange år som leder har lagt stor vægt på at leve op til. - Jeg mener ikke, at Hvidovre Motionscenter er konkurrenceforvridende, for langt de fleste af dem, der kommer her, kunne aldrig finde på at sætte deres ben i et almindeligt fitnesscenter. Det er en helt anden brugergruppe, der benytter Hvidovre Motionscenter, siger hun. Susanne Nielsen understreger endvidere, at hun de sidste mange år har kæmpet for at få et samarbejde op at stå med Sundhedscenteret og genoptræningen. - Det er så lykkedes, så de benytter Hvidovre Motionscenterets lokaler. Og når borgere har gennemført et forløb med genoptræning gennem Sundhedscenteret på KOL-, diabetes- og gigt-hold, fortsætter de ofte deres træning på vores hold og vægttræning i fitnesslokalet sammen med de andre brugere af motionscenteret, fortæller Susanne Nielsen. Susanne Nielsen har desuden fået et samarbejde med Demens-koordinatoren Lisbeth Falbe stablet på benene. Sammen har de to oprettet et hold for demente, som kommer to gange om ugen, hvor det er motionscentrets instruktører der underviser dem. Desuden har centret et samarbejde med Klub 47, som er for udviklingshæmmede. Her underviser to af centrets instruktører med i Klub 47.
Bekymret for brugerne
Susanne Nielsen er som daglig leder af centret meget bekymret for alle de borgere, der benytter Hvidovre Motionscenter. - Hvad skal der blive af dem.? For de tilbud motionscenteret tilbyder findes ikke andre steder i kommunen, siger hun. Hun påpeger, at det ville være rigtig fint, hvis dem, der har truffet beslutningen, kigger forbi centret og får en oplevelse af, hvad det er, der foregår i centret. Susanne Nielsen er heller ikke i tvivl om, at det på sigt vil koste kommunen at nedlægge tilbudet. - Hvor skal de ældre gå hen og få professionel hjælp, når deres læge eller fysioterapeut har henvist dem til Hvidovre Motionscenter. Det er så forfærdeligt, for de ældre, der virkelig gør en stor indsats for at holde sig i form og undgå alle de livstilssygdomme mange får, hvis de ikke er aktive, siger hun. Ligeledes har hun svært ved at se, hvordan de klubber og foreninger, der allerede nu kommer i motionscentret fremadrettet skal få kvalificeret hjælp og træning. - Vi har jo f.eks. unge håndboldspillere, der kommer for at få kyndig vejledning fra os. Ligeledes kommer der fodboldspillere fra U17 og U19, der får vejledning til styrketræning og vejledning, hvis de har skader, slutter hun.key