Fortsæt til indhold

Så skal der hjem og analyseres

Hvidovres volleyballspillere tabte lidt overraskende ude mod ASV Aarhus - møder Middelfart i Brøndby Stadionhal på lørdag

Arkiv
Arkiv

- Det er ingen katastrofe at tabe en volleyballkamp, kommenterede træner Martin Olesen. - Men vi skal hjem og gense kampen og analysere os frem til, hvor det går galt. Jeg kan ikke her lige efter kampen sige, hvorfor det gik, som det gjorde, og det giver også spillerne noget at tænke over. Vi er et forholdsvis nyt hold, og her kan de interne aftaler af gode grunde ikke være fuldt ud indarbejdet. Der er mange ting, vi er kommet langt med, men der er åbenlyst også perioder, hvor det går galt. Her er kunsten at finde ud af, hvor, hvornår og hvordan det sker. Det er lidt frustrerende ikke at kunne sætte en finger ned og sige, at det er derfor, men det vil analysen nok give et bedre billede af... - Vi prøvede at ændre på nogle ting i løbet af kampen, men det lykkedes ikke rigtig. Vi spillede rigtig godt i korte perioder, og hvorfor var det kun i korte perioder? Vi skal finde ud af, om det er noget mentalt blandt spillerne, og så bliver det også en proces, så man på længere sigt kan få perioder, hvor det går rigtig godt for holdet. ASV var så dygtige til at lægge pres på os, så vi ikke fik ro i spillet, og det er også en del af spillet, vi skal håndtere... - Nu handler det om, at vi ikke går i panik. Vi spiller mod Middelfart på lørdag kl. 14 ude i Brøndby Stadionhal, da vi har lavet et samarbejde med Brøndbys damer om kampafvikling... ebo@hvidovreavis.dk